23948sdkhjf

AL2Bolig vinder konkurrence om 55 boliger

Rækkehusprojekt er på tegnebrættet i Skødstrup nord for Aarhus.

Aarhus Kommune har netop udpeget AL2Bolig som vinder i konkurrencen om at bygge 55 nye almene boliger i Lauritshøj i Skødstrup, godt 20 kilometer nord for Aarhus. 

Vinderprojektet er tegnet af We Architecture i samarbejde med JWH Arkitekter og By Munch og fremhæves blandt andet for sin høje arkitektoniske kvalitet og en disposition, der skaber rum for både mindre naboskaber og store fællesskaber.

- Vi har valgt at udnytte det skrånende, så alle boliger får mest mulig udsigt, mens vi midt i bebyggelsen opfører et dynamisk fælleshus med tilhørende fællesareal, som bliver rammen om et stærkt fællesskab for beboerne, fortæller direktør Allan Werge fra AL2Bolig.

Afsæt i ny kvalitetsguide
Konkurrencen er gennemført som en indbudt konkurrence, hvor tre boligorganisationer var inviteret til at komme med bud på udnyttelsen af grunden i Lauritshøj til almene boliger. Foruden Al2Bolig var det Almenbo og Lejerbo.

I konkurrencen har Aarhus Kommune i øvrigt for første gang taget udgangspunkt i sin nye ”Kvalitetsguide til alment nybyggeri”. Guiden blev udgivet tidligere i år og skal være med til at sikre, at fremtidens almene boligbyggerier opføres i en høj standard.

- Vi skal skabe en mangfoldig by med gode boliger for alle, og med de 55 nye boliger i Lauritshøj tager vi endnu et skridt mod at realisere vores mål. Projektet viser samtidig den høje arkitektoniske kvalitet, vi ser i det almene byggeri i dag, og jeg glæder mig til at se det færdige byggeri, siger rådmand Kristian Würtz.

Hos AL2Bolig forventer direktør Allan Werge at opnå Skema A-tilsagn i løbet af efteråret. Herefter skal der udarbejdes byggeprogram, og går alt efter planen, kan selve byggeriet sendes i udbud umiddelbart efter årsskiftet. Lokalplanen er vedtaget, og på den baggrund er forventningen, at spaden kan stikkes i jorden medio 2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093