VKR køber amerikansk vinduesvirksomhed
Canadiske Loewen Windows bliver fremover del af VKR-familien, som bl.a. også tæller Velfac og Velux.
Virksomheden har et stærkt brand i USA og Canada og har siden grundlæggelsen i 1905 specialiseret sig i ’custom made’ vinduer og døre i træ og aluminium.
- I slutningen af 2009 gik vi ind på det canadiske vinduesmarked ved købet af Gienow Windows & Doors i Vest Canada. Med købet af Loewen udvider vi denne platform, og da Loewen har den største del af sin omsætning i USA, har vi også taget endnu et skridt ind på det nordamerikanske marked for facadevinduer, siger administrerende direktør Leif Jensen.
Gode markedsmuligheder
Det nordamerikanske marked har været ramt af et kraftigt fald de seneste tre år, men Leif Jensen er alligevel meget fortrøstningsfuld med hensyn til perspektiverne for nyerhvervelsen.
Dels er der tale om et marked, som er ved at være på fode igen, og hvor befolkningstilvæksten samtidig er større end i Europa. Dels har Loewen gennem sine mange år i branchen formået at opbygge en solid position som nicheleverandør til det eksklusive segment:
- Markederne er så småt ved at stabilisere sig og vi ser et godt potentiale i Loewen, ikke mindst pga. at virksomheden har en stærk niche position til eksklusivt privat boligbyggeri og en omfattende produktudvikling. VKR Holding har stor erfaring med at eje virksomheder, der udvikler og producerer facade-vinduer, siger Leif Jensen, som også forventer at høste visse synergieffekter via koncernens øvrige selskaber i branchen.
Bedst tjent med nye ejere
Loewen har siden begyndelsen været familieejet, men det er altså slut nu, hvor den 3. generation af Loewen-familien har besluttet at afhænde forretningen:
- Loewen-familiens aktionærgruppe er igennem årene vokset og omfatter nu flere generationer med varierende behov og med forskellig grad af medindflydelse i forretningen. Efter nøje overvejelse er familien kommet frem til en fælles beslutning om, at aktionærgruppernes behov og selve virksomheden er bedst tjent med, at Loewen får nye ejere, siger Clyde Loewen, som står i spidsen for familiens aktionærgruppe.
Facts om Loewen Windows
• Virksomheden er oprettet i 1905.
• Produktionen består af specialfremstillede vinduer og udvendige døre af træ og aluminiumbeklædt træ.
• Produkterne afsættes primært til eksklusivt privat boligbyggeri, udskiftning og ombygning i eksisterende huse, let erhvervsbyggeri samt restaurering af bevaringsværdige historiske bygninger.
• Produkterne sælges under varemærkerne Loewen, Loewen Bella Vista Collection, Loewen LiftSlide og Loewen Cyprium.
• Salget foregår primært gennem egne vindues- og dørdetailcentre og forhandlernetværk.
• Hovedmarkederne er USA og Canada, men der er også salg på udenlandske markeder, bl.a. i Asien.