Kvarterløft til 230 millioner
Et område med 200 lejligheder i Aalborg-bydelen Vejgaard kan være på vej mod et langt mere tidssvarende udtryk.
Ejendommene er ejet af Boligselskabet af 1951, som netop har ansøgt Landsbyggefonden om 230 mio. kroner i støtte til det omfattende projekt, der skal gøre boligerne konkurrencedygtige på byens boligmarked.
Ifølge Nordjyske Medier er et af målene med projektet at knytte afdelingen tættere til det omkringliggende boligkvarter. Det skal ske gennem en åbning af et stort friareal, så haveanlægget kan få funktion som bydelspark.
Derudover håber man på at få fjernet en bussluse, der i dag virker som en barriere for trafik til og fra ejendommene.
Projektets helhedsplan er udviklet i et samarbejde mellem Boligselskabet af 1951, Aalborg Kommune, Kuben samt Kærsgaard & Andersen, ingeniører og arkitekter.