23948sdkhjf

Vinder af 45.000 m² universitets-byggeri er fundet

Rambøll er valgt som hovedrådgiver på det kommende Niels Bohr Science Park. Holdet tæller også bl.a. Vilhelm Lauritzen og Christensen & Co Arkitekter.
Onsdag blev det afsløret, at et rådgiverteam under ledelse af Rambøll Danmark skal tegne et nyt hus af højeste internationale standard til Københavns Universitet.

Byggeriet mellem Nørrebro og Østerbro bliver på 45.000 m² og skal huse matematiske, datalogiske, kemiske og fysiske fag – herunder Niels Bohr Instituttet.

I forbindelse med kåringen udtaler juryen blandt andet:

- Vinderforslaget samler på overbevisende måde de to bygninger på tværs af Jagtvej - også løsningen på problematikken med at krydse vejen, er der et interessant bud på. Forslaget disponerer bygningens arealer i en rationel og fleksibel struktur med smukke lange sammenbindende balkonforløb og grønne atrier.

Bohr ville være stolt
En afgørende grund til at bygge nyt er, at løsningen på fremtidens udfordringer inden for emner som eksempelvis sundhed, energi og klima-spørgsmål er tværfaglige. Derfor skal fagene bringes sammen:

- Bohr ville have været stolt, hvis han havde set projektet. Udover at føre laboratoriernes standard helt up-to-date, er nybyggeriet og vinderprojektet en del af svaret på de krav, som fremtidens uddannelses- og forskningsmiljøer stiller til rammerne, siger rektor Ralf Hemmingsen fra Københavns Universitet.

Fakta
Universitets- og Bygningsstyrelsen og Københavns Universitet udskrev i foråret 2010 en international rådgiverkonkurrence for fem anerkendte, prækvalificerede teams.

Rambøll Danmark vandt konkurrencen i samarbejde med følgende underrådgivere: Arkitektfirmaet Vilhelm Lauritzen A/S, Christensen & Co Arkitekter A/S, GHB Landskabsarkitekter A/S, Ramböll Sverige AB, Ramboll UK samt Collin Gordon and Associates, USA.

Byggeriet er et led i regeringens investeringsplan for modernisering af universiteternes laboratorier. Universitets- og Bygningsstyrelsen er bygherre på projektet, mens Københavns Universitet er inddraget i processen som kommende brugere af byggeriet.

Byggeriet står færdigt om fire til fem år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078