JM Danmark genopliver kuldsejlet boligprojekt
København oplever stigende tilflytning, og det betyder, at et boligprojekt med 62 lejligheder på Islands Brygge i København nu alligevel gennemføres.
Nu tror selskabet atter på projektet, og 23 reserverede lejligheder på under en uge har bekræftet, at de har noget at have optimismen i:
- Folk flytter til storbyerne, og det skaber behov for boliger. Vi er blevet bekræftet i, at markedet er klar til nybyggeri, og jeg tror, at bunden i markedet er nået, siger projektudviklingsdirektør, Niels Peter Munk, til dagbladet Børsen.
Baseret på antallet af reservationer forventer direktøren, at projektet, der er tegnet af Danielsen Architecture, kan stå klart i 2012.
”Det går ganske glimrende”
I de sidste par år har JM Danmark valgt at sætte al nybyggeri på standby på grund af stilstanden i markedet. Ifølge Niels Peter Munk har salget dog været ganske fornuftigt både i slutningen af 2009 og i begyndelsen af 2010.
Således gik virksomheden fra at sælge tre lejligheder i første halvår af 2009 til 60 i andet halvår, og den positive udvikling er fortsat ind i det nye år:
- Vi har solgt flere færdigbyggede lejligheder i 2010, og det er gået ganske glimrende, oplyser han.