23948sdkhjf

Ejerskifte hos fynsk vinduesfabrik

FT Døre & Vinduer fra Hårby på Fyn overtages af Claus Carsten Vindt. Den nye ejer er ny i branchen og satser på at tredoble medarbejderstaben i løbet af et par år.
FT Døre & Vinduer (FT) er grundlagt i 1970 med hovedvægt på fremstilling af døre og vinduer; hovedsagelig udenfor standard.

Virksomheden med aktuelt fem ansatte har altid været ejet af Frede Hellerup, og han vil fortsat være tilknyttet virksomheden i den første tid efter overtagelsen.

Ny i branchen
Den kommende ejer, Claus Vindt, er et nyt bekendtskab i vinduesbranchen. Han er uddannet elektriker og bygningsingeniør og har de senere år været beskæftiget inden for betonfaget:

- Der er jo ikke den store sammenhæng, men som bygningsingeniør og håndværker har man en grundviden at trække på. Der er selvfølgelig områder, jeg skal sætte mig ind i, og det er jeg i fuld gang med nu, siger Claus Vindt og tilføjer:

- Mine stærke sider er salg, ledelse og produktion. Det er også de områder, jeg skal beskæftige mig med hér, så på den måde passer mine kvalifikationer godt til de opgaver, jeg nu står foran.

Satser på renoveringsmarkedet
Claus Vindt har med egne ord investeret i en veldrevet virksomhed, som på mange måder har levet en stille tilværelse i den sydvestlige del af Fyn.

FT’s kernekompetence er koblede vinduer med mange detaljer. Produktionen er indrettet til små ordrer, og det giver mulighed for at skræddersy produktet til det enkelte projekt. Virksomheden henter primært sine ordrer på renoveringsmarkedet og har blandt andet leveret til flere godser og herregårde på Sydfyn og i Nordsjælland.

Netop renoveringsmarkedet – og herunder særligt fredet byggeri – er et område, som Claus Vindt også vil lægge stor vægt på fremover:

- I fredede bygninger er et vindue ikke bare en firkantet ramme, men et element, som der er gjort noget ud af. Her har vi en berettigelse, vurderer han.

Mere end blot en leverandør
I de første måneder bliver Claus Vindts primære udfordring at lære markedet at kende samt ikke mindst at få besøgt de gamle, loyale kunder, som udgør fundamentet for forretningen.

Herefter handler det om at skabe nye kontakter og lige så stille at øge omsætningen. Det skal FT gøre ved at opsøge projekterne tidligt i forløbet og derved forsøge at få en mere rådgivende rolle i processen:

- Jeg vil være mere end ’bare’ en leverandør. Vi skal tidligt på banen, så man får valgt de rette løsninger fra starten. Vi skal ikke vente på, at ingeniørerne har truffet alle beslutninger og så rette ind efterfølgende, forklarer han.

Energikrav vil give markedet et løft
Og ambitioner er store. Claus Vindt håber at kunne øge bemandingen fra de nuværende fem ansatte til 15 mand i løbet af et par år. På den korte bane handler det dog først og fremmest om at konsolidere sig:

- Markedet har været nedadgående, men bunden er nået, og jeg mærker en spirende optimisme. Det første års tid vil der nok ikke ske så meget, så det gælder om at holde næsen oven vande – men det er der også god mulighed for, siger han og spår, at de stigende krav om energirenovering på et tidspunkt vil skabe et løft i markedet:

- Kommunerne er blevet pålagt at spare på energien og er begyndt at interessere sig for ESCO-samarbejder. Enkelte kommuner har udbudt et trecifret antal bygninger efter ESCO-modellen. Her vil vi sigte mod at samarbejde med arkitekter og tømmermestre, som i forvejen er aktive på området, forklarer Claus Vindt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079