23948sdkhjf

Jernbanetunnel på 2.000 tons skal skubbes 120 meter

Siden februar har konsortiet Pihl Aarsleff arbejdet på at støbe en stor betontunnel til jernbanen ved Svanemøllen. Nu er konstruktionen klar til at blive skubbet på plads.
Tirsdag flytter Banedanmark en 50 meter lang, 7,5 meter høj og ca. 2.000 tons tung betontunnel fra støbepladsen til sporkrydsningen mellem Ringbanen og Nordbanen.

Der er tale om en afstand på 120 meter, og det er lidt usædvanligt, at Banedanmark vælger en løsning, hvor man først bygger en brokonstruktion og dernæst skubber den på plads:

- Normalt bygger man en bro på det sted, hvor den skal bruges, men det er der ikke tid til her. Det har taget ca. 4 måneder bare at bygge tunnelen, og Nordbanen er kun spærret ca. 2 måneder mellem Svanemøllen og Hellerup. Så for ikke at forstyrre togdriften mere end højst nødvendigt har vi bygget ved siden af sporet, fortæller Dan Rysgaard, Banedanmarks projektleder for broarbejderne på Nordbanen.

Glidende tunnel
Tunnelen er forsynet med 10 store ’bæreknaster’, hvorunder der placeres kraftige, hydrauliske donkrafte. Donkraftene løfter tunnelen cirka 10 cm, og på store ståldragere glides tunnelen fremad mod sin endelige position i krydsningen mellem de to jernbanespor. Her er den gamle tunnel revet ned for at gøre plads til den nye.

For at forstærke underlaget, og dermed sikre indskubningen mod problemer i form af blød jordbund, er der anlagt en såkaldt ’baksebane’, som tunnelen skal glide på. De store ståldragere udgør det øverste element af baksebanen.

Levetid på 125 år
Når tunnelen er skubbet på plads, skal der anlægges jordvolde op om tunnelens sider, og der skal placeres skærver, sveller og skinner - både ovenpå tunnelen til brug for Ringbanen og gennem tunnelen til brug for Nordbanen.

Desuden skal der bl.a. opsættes kørestrømsmaster, reetableres kabler og foretages sikringsarbejde, før banen igen kan benyttes.

Levetiden for den nye tunnel forventes at være 125 år og er et led i Banedanmarks omfattende arbejde med at forbedre jernbanen mellem Svanemøllen og Hillerød.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097