Dansk Byggeri chokeret over udvikling i offentligt byggeri
Fra 2008 til 2009 steg de offentlige investeringer med 20,1 %, men pengene er gået udenom byggesektoren.
Fra 2008 til 2009 steg de offentlige investeringer således med ikke mindre end 20,1 %, men de penge, der bl.a. skulle være med til at give byggesektoren et løft, er brugt til alt andet end byggeri og anlæg.
- Nu ser vi så i de rå regneark fra Danmarks Statistik, at den kraftige vækst i investeringerne er gået uden om bygge- og anlægsaktiviteten. Det er chokerende læsning. De offentlige investeringer i bygninger steg med kun 1,8 %, mens anlægsinvesteringer faldt med 6,1 %. De offentlige investeringer i maskiner, inventar og transportmidler, herunder computer hardware, steg derimod med 51,1 %, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.
Dansk Byggeri lægger ansvaret på kommunerne, som tegner sig for 52 % af investeringerne i 2009 og dermed tegner sig for den største luns i forhold til investeringer i byggeri og anlæg. Kommunernes reaktion på den ekspansive finanspolitik som regeringen har tilrettelagt er direkte chokerende, mener man i Dansk Byggeri.
- Vi har nu fået et kedeligt bevis på, at man ikke kan føre ekspansiv finanspolitik igennem kommunerne. Her har man i stedet for at sætte gang i skole- og ældreboligbyggeri brugt pengene på nye biler og computere. Det er hårrejsende, men det svarer godt til de meldinger, vi får af vores medlemmer, slutter Lars Storr-Hansen.