23948sdkhjf

Fem teams skal byde på ny Høje-Taastrup-skole

Kommune samarbejder med Lego om at skræddersy 15.000 kvadratmeter folkeskole til fremtidens kompetencer.

3XN, Henning Larsen Architects, Christensen & Co. Arkitekter, Adept + Rum og C.F. Møller.

Det er navnene på de arkitektfirmaer, som i løbet af de kommende to måneder skal udarbejde bud på en 15.000 kvadratmeter stor folkeskole i den nye bydel, Nærheden, i Hedehusene.

De prækvalificerede arkitektteams:

3XN A/S

Henning Larsen Architects A/S

Christensen & Co. Arkitekter A/S

Adept + Rum

C.F. Møller Danmark A/S.

I alt 23 teams havde anmodet om prækvalifikation.

Og ambitionsniveauet for det kommende Læringshus Nærheden er højt. Høje-Taastrup Kommune ønsker at bygge den første folkeskole i Danmark, som fra første streg er designet til fremtidens undervisning og læring.

Kommunen har til formålet indgået et partnerskab med Lego Education om at skabe et byggeri, der kan fungere som inspirations- og besøgshus både nationalt og internationalt.

- Læringshusets rammer skal understøtte en langt mere aktiv, undersøgende og eksperimenterende skoledag, hvor eleverne lærer ved at analysere, ideudvikle og løse problemer fra ’den virkelige verden’. Eleverne vil i høj grad arbejde tværfagligt, lige såvel som der er vægt på science – altså naturvidenskab og matematik – og teknologi, siger Kurt Scheelsbeck, der er formand for udvalget bag den kommende skole i Nærheden.

Byggestart i 2019 Læringshus Nærheden skal rumme fem spor på hver årgang, inklusiv en specialklasserække og modtageklasser – i alt ca. 1.000 elever. Desuden skal læringshuset rumme en integreret daginstitution til cirka 150 børn. I alt forventes et byggeri på cirka 15.000 kvadratmeter.

Også uden for skoletiden skal Læringshus Nærheden være et naturligt centrum for bydelens beboere, som eksempelvis kan bruge læringshusets værksteder og møderum til fælles aktiviteter – som et ”byens hus”.

De fem teams skal aflevere deres konkurrenceforslag den 7. august, hvorefter en dommerkomite - bestående af byrådets særlige udvalg for ny skole i Nærheden samt tre fagdommere - vil udpege vinderforslaget i slutningen af august.

Herefter skal projektet færdigudvikles, der skal holdes udbud af entreprenøropgaven, og der skal udarbejdes lokalplan. Opførelsen af Læringshus Nærheden begynder i 2019, og byggeriet forventes klart til skolestart 2021.

Den pædagogiske og arkitektoniske vision for den nye skole er udviklet i samarbejde med cand. pæd. i didaktik, Kasper Kjeldgaard Stoltz, der er leder af virksomheden Rummets Sprog.

Bydel til 3.000 indbyggere

Et 65 hektar stort område syd for Hedehusene Station skal i løbet af de kommende 15-20 år udvikles til ny bydel med op mod 3.000 boliger samt institutioner, butikker og kontorerhverv.
Arkitema står bag udviklingsplanen, der opstiller rammerne for en fremtidens forstad præget af rækkehuse, byvillaer og tæt-lavt-byggeri med lejligheder.

Med CC Contractor som entreprenør stak Høje-Taastrup Kommune i marts sidste år spaden i jorden til det første byggeri i bydelen – et center for springgymnastik som er designet af Cubo, Midtconsult og Mutopia.

Partnerskabet bag Nærheden, Realdania og Høje-Taastrup Kommune, har i år taget hul på anlægget af bydelens samlende grønne parkstrøg, ”Loopet”, og inden for de næste år går man i jorden med flere nye projekter. Blandt andet skal Aalborg-udvikleren 2E Bolig opføre 150 ejerboliger godt 100 meter fra den kommende folkeskole. MT Højgaard er allerede nu i gang med at bygge 48 rækkehuse nær Hedehusene Station.

Høje-Taastrup Kommune har afsat over en halv milliard kroner over de næste 10 år til investeringer i Nærheden. Udover skole og institutioner omfatter investeringen blandt andet en bro over banen mellem Nærheden og Hedehusene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.344