23948sdkhjf

Teglværk vil trække hele Europa til Gråsten

Med EU-millioner i ryggen opføres et helt hus med en ny type isolerende mursten i genbrugsmaterialer.

En årlig omsætning på 700 mio. kroner og 30 nye arbejdspladser i løbet af fem år.

Det er den ambitiøse målsætning for Gråsten Teglværk, som har modtaget over 8 mio. kroner i EU-støtte til at bringe sin nye ”CleanTechBlock” ud på de europæiske markeder.

Konkret skal EU-millionerne bruges til at bygge et hus ved hjælp af den nyudviklede byggeblok, som består af to lag genbrugsmursten og et mellemliggende lag af isolerende glasskum.

- Vi opfører huset her i Gråsten, som et vigtigt led i vores markedsføring, så indkøbere fra hele Europa kan besøge os og se vores CleanTechBlock i fuld funktion, fortæller projektleder Jacob H. Bendtsen fra Gråsten Teglværk.

Det anslåede markedspotentiale bygger på en analyse, som Gråsten Teglværk, ligeledes med EU-støtte, fik udarbejdet i 2015.

- Vores nye produkt er lettere end klassiske mursten. Derfor bliver det muligt for os at fragte den længere, end det er tilfældet i øjeblikket, hvor vores primære marked er i Danmark og landene omkring os, forklarer Jacob H. Bendtsen.

Gråsten Teglværk har undervejs i forbindelse med ansøgningerne om EU-midler trukket på ekspertise fra Det Syddanske EU-Kontor, hvor konsulent Siri Bentzen gene vil opfordre små og mellemstore virksomheder i Danmark til i højere grad at afsøge mulighederne i de europæiske støtteprogrammer:

- Mursten er jo på mange måder et traditionelt produkt som ofte produceres af virksomheder med lange historier bag sig. Gråsten Teglværk viser med CleanTechBlock, at innovationen også trives i mere traditionelle sektorer – og at tilskudsmulighederne ikke er forbeholdt virksomheder, som er bygget op omkring hightech-produkter, siger hun.

 CleanTechBlock skal efter planen introduceres på markedet i 2019. Byggeriet af testhuset i Gråsten begynder i 2017.

- Det er målet, at den nye byggeblok skal opnå en årlig omsætning på 700 mio. kr. i løbet af de første fem år på markedet og at vi skaber 30 nye arbejdspladser i direkte forlængelse af arbejdet med stenen, siger Jacob H. Bendtsen.

Gråsten Teglværk har tidligere modtaget 7,6 mio. kroner fra Højteknologifonden og 7,1 mio. kroner fra EUDP til udvikling af CleanTechBlock. Projketet involverer også blandt andre Teknologisk Institut, Aalborg Universitet og Egernsund Tegl.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079