Stort ingeniørfirma får ny medejer
Flemming Hoff Jakobsen er indtrådt som partner i Hundsbæk & Henriksen A/S, der beskæftiger 60 ansatte fordelt på afdelinger i fem syddanske byer.
Jesper Madsen har grundet sygdom måttet forlade virksomheden, som han sammen med Niels Lerbech Sørensen købte i 2000 af Jens Hundsbæk Pedersen.
I stedet er den mangeårige medarbejder Flemming Hoff Jakobsen, 41 år, indtrådt som partner. Han udgør nu virksomhedens ejerkreds og direktion sammen med Niels Lerbech, der fortsætter som adm. direktør og hovedaktionær.
- Det er lidt af en ønskesituation at kunne kombinere sine faglige interesser med ledelse af projekter og medarbejdere, siger Flemming Hoff, der har været ansat i Hundsbæk & Henriksen siden 1995 – heraf de seneste 8 år som leder af virksomhedens kontor i Billund.
To roller frem til oktober
Den nye medejer forventer at få travlt i den kommende tid. Frem til oktober skal han nemlig passe sit hidtidige job sideløbende med den nye funktion som direktør og afdelingsleder på hovedkontoret i Vejle:
- Jeg fortsætter sideløbende som afdelingsleder i Billund indtil den 1. oktober i år, så i en periode kommer jeg til at varetage to funktioner, siger han.
Om Hundsbæk & Henriksen
Hundsbæk & Henriksen har kontorer i Billund, Horsens, Kolding, Middelfart og Vejle. Siden 1980’erne har virksomheden haft særligt fokus på energirigtigt byggeri; herunder planlægning og projektering af energisystemer, som er baseret på miljøvenlig teknologi.
Aktuelt har Hundsbæk & Henriksen bl.a. markeret sig med KWh-huset i Vejle, et grundvandsbaseret afkølings- og opvarmningssystem til det nye sundhedshus i Horsens samt forskning inden for lavenergiboliger af letbeton.