København bygger Nordeuropas største skatepark
Et 4.500 m² stort byrum til skate-, BMX- og rulleskøjteaktiviteter er netop nu ved at blive etableret i København. En god investering på flere områder, lyder vurderingen fra en af rådgiverne.
De kommende brugere har sammen med internationale, professionelle skatere hjulpet arkitektfirmaet Nordarch med designet af den nye park, så den i sin udformning og funktion kan leve op til de nyeste tendenser i skatekulturen.
Oplagt koncept for andre kommuner
- Formålet med den nye skatepark er at styrke ungdomsmiljøet og forny aktivitetstilbuddene til den gruppe af unge, som ikke er fristet af at få motion i sportsklubbernes traditionelle og ofte noget faste rammer, siger ingeniør Susanne Unn Weihe fra Grontmij | Carl Bro, der er totalrådgiver på opgaven.
Hun mener, at mange kommuner med fordel kan lade sig inspirere at projektet, og at det er en oplagt vej at gå for byer, der præges af grupper af rodløse unge, der savner alternativer til de mere almindelige tilbud om fodbold-, badminton- eller svømmetræning:
- Skateparken i Fælledparken kan vise vejen for en række kommuner i Hovedstadsområdet, der mangler aktivitetsmuligheder for de unge. En skatepark gavner nemlig ikke kun de unge. Det er samtidig en god investering, der styrker kommunens samlede indsats på det sundhedsmæssige og kriminalpræventive område, vurderer Susanne Unn Weihe.
Skateparken opføres af Københavns Kommune som led i et samlet fornyelsesprojekt for Fælledparken, som gennemføres på baggrund af en gave fra "A. P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal".
Rådgivergruppen på projektet består, ud over Grontmij | Carl Bro, af Bisgaard Landskabsarkitekter, Nordarch og Site Design Group.