Musikkens Hus har lært af fejlene
Det nordjyske prestigebyggeri til 750 mio. kroner stikker snart spaden i jorden. Til forskel fra tidligere mislykkede licitationer har man denne gang ændret proceduren.
Til forskel fra tidligere mislykkede licitationer har fonden bag projektet denne gang valgt at droppe udbud af et forprojekt, og det har vist sig at være en god idé.
En afgørende årsag til, at budgetterne tidligere løb ud af kontrol, var nemlig, at det fra starten var svært for entreprenørerne at finde ud af, hvad der egentlig skulle bygges. Det gav nogle ubehagelige økonomiske overraskelser undervejs, men det undgår man denne gang:
- Derfor har det taget længere tid at projektere det, men entreprenørerne ved så præcist, hvad det er, de skal give pris på og bygge, siger fondens formand, Bent Frank, til Nordjyske.
Fire licitationer er endnu åbne
Bent Frank fortæller, at man i stedet har valgt at udbyde arbejdet over flere omgange. Den første licitation er afholdt, men interesserede kan fortsat nå at byde ind på råhus, komplettering, installationer og teaterteknik.
- Vi har sagt, at vi samler fagentrepriserne i nogle passende klumper, og så har vi ansat en byggeledelse, som skal koordinere storentrepriserne, forklarer formanden og tilføjer, at man desuden har haft et firma inde over som cost estimator.
Det færdige musikhus ventes klar til indvielse omkring årsskiftet 2012/13.