Nordjyder vil have flere penge til nyt sygehus
Region Nordjylland har tidligere fået tilsagn om 3,2 mia. kroner til et nyt sygehus. Det er for lidt, og derfor søger man nu bevilling af yderligere 1,8 mia. kroner.
Derfor har regionens forretningsudvalg nu godkendt en ansøgning om flere midler, så den samlede bevilling kan nå op på 5 mia. kroner.
Selv med en øget bevilling vil der være visse udfordringer forbundet med projektets økonomi. Regionsrådsformand Ulla Astman oplyser, at man blandt andet arbejder ud fra en plan om at bibeholde flere aktiviteter på det nuværende Sygehus Syd:
- Det gør projektet i Øst mindre og billigere, og vi får samtidig mulighed for at skabe bynær patientbehandling i en række år, siger hun.
Med en sådan model vil det være muligt at reducere omfanget af det nye sygehus fra 203.000 til 175.000 m².
Om de danske sygehusprojekter
Regeringen har afsat i alt 40 mia. kroner til investering i moderne sygehusstruktur. Heraf kommer de 25 mia. fra Kvalitetsfondens midler, mens regionerne skal egenfinansiere de sidste 15 mia. kroner.
Midlerne i Kvalitetsfonden tildeles efter ansøgning i to faser fordelt med henholdsvis 15 mia. kroner i fase 1 og 10 mia. kroner i fase 2. Region Nordjyllands nye ansøgning udformes med henblik på midlerne i fase 2.