Nye idéer til dansk byggeri
I disse dage er 80 forskere fra hele verden samlet i København til den internationale forskningskonference ”Constructions Matter”.
De kommende dage står den på præsentationer og diskussioner af 60 forskningsrapporter, der alle på forskellig vis har udgangspunkt i byggeriet.
- Formålet med en forskningskonference er generelt at dele viden og resultater med hinanden. Det er også et vigtigt element her, hvor vi har samlet mange af de fremmeste forskere fra hele verden, der studerer byggeri og ledelse i byggeri, siger professor Kristian Kreiner, der er centerleder på Center for ledelse i byggeriet.
Også for praktikerne
Selvom konferencen står i forskningens tegn, er der også noget at hente for praktikerne i den danske bygge- og anlægssektor:
- Forskningen som vi bedriver, skulle gerne forøge handlemulighederne for praktikerne og give dem inspiration til at gøre tingene på en anden måde og finde løsninger andre steder end de er vant til. Så ved at vi får international inspiration, som fx at prækvalificeringen af arkitekter i Sverige er væsentligt forskelligt fra måden, vi gør det på i Danmark, får vi også ny viden, der kan give byggesektoren mulighed for at overveje, om de skulle gøre det anderledes, forklarer Kristian Kreiner.
Konferencen slutter fredag på CBS Handelshøjskolen i København.