Tynde ordrebøger giver hård konkurrence
De private bygge- og anlægsvirksomheder har tynde ordrebøger, og det har medført en stærkt stigende konkurrence om opgaverne.
Det viser det nye konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik.
- De tynde ordrebøger har fremkaldt meget hård konkurrence om opgaverne, og hele branchen har negative forventninger til tilbudspriserne ved de forestående licitationer, siger seniorøkonom Finn Bo Frandsen fra Dansk Byggeri i en kommentar til tallene.
Ekstraordinært vanskelig situation
Der er flere årsager til begrænsninger i bygge- og anlægsproduktionen. Virksomheder med 37 % af beskæftigelsen oplyser, at produktionen er begrænset på grund af manglede efterspørgsel. Samme tid sidste år var tallet 34 %.
Samtidig oplyser virksomheder med 5 % af beskæftigelsen, at produktionen begrænses som følge af finansielle forhold. Sidste år var det virksomheder med 3 % af beskæftigelsen.
Når det gælder ordrebeholdningen, oplyser virksomheder med 62 % af beskæftigelsen, at ordrebeholdningen var mindre end normalt pr. ultimo marts 2010. Det er 3 % flere end for et år siden.
Dog oplyser virksomheder med 5 % af beskæftigelsen, at ordrebeholdningen er større end normalt. For et år siden var dette tal 3 %. Det ændrer dog ikke på det samlede billede af en branche med vanskelige udfordringer:
- Det fremgår tydeligt, at bygge- og anlægsbranchen befinder sig i en ekstraordinær vanskelig situation på trods af, at regeringen har fremrykket en række bygge- og anlægsarbejder, som vil stimulere aktiviteten. Der er således kraftig vækst i kommunernes byggeinvesteringer på de borgernære områder og i Vejdirektoratets investeringer i statsvejnettet, men fremgangen på disse områder kan ikke opveje tilbagegangen i boligbyggeriet og erhvervsbyggeriet, slutter Finn Bo Frandsen.