23948sdkhjf

Ledelse af kreative ildsjæle

Ledelse har traditionelt været en anelse overset blandt arkitekter. Denne holdning er dog heldigvis så småt på retur, vurderer Bjarne Bonné fra Danske ARK.
Klumme af Bjarne Bonné, kommunikationsmedarbejder, Danske ARK

Arkitektur er en bunden kunstart, siger vi sommetider, når vi forsøger at fange erhvervets essens i en hurtig slaglinje.

Skal vi være mere nøgterne, er det klart, at vi på den ene side er i en branche baseret på specialiserede, kreative videnmedarbejdere.

På den anden side er der tale om en branche blandt så mange andre; dvs. en samling private erhvervsdrivende virksomheder, som skal have deres respektive forretninger til at hænge sammen økonomisk.

Ledelse – et overset fænomen blandt arkitekter
En tegnestue er på den ene side noget ganske særligt i kraft af arbejdsområdets særpræg. På den anden side er den ’bare’ en lille, højst mellemstor (så længe vi taler om danske forhold) virksomhed. Som sådan deler den udfordringer og vilkår med så mange andre virksomheder. Den skal eksempelvis ledes og det skal helst ske på en måde der fremmer forretningen.

Ledelse har traditionelt været en anelse ugle- og overset blandt arkitekter, som har været tilbøjelige til at betragte det som ukompliceret. En indstilling, som branchen har delt med andre specialiserede videnerhverv.

At ledelse skulle være et særligt professionelt felt, med dertil hørende behov for særlige kompetencer, har ikke mødt den store forståelse. At ledelse ligefrem kan have afgørende betydning for virksomhedens drift og udvikling er stort set blevet affærdiget som handelshøjskolesnak. Arkitekter kan sagtens lede tegnestuen med venstre hånd mens højre koncentrerer sig om arkitekturen og det kreative arbejde.

Ny uddannelse med fokus på den professionelle leder
Heldigvis er denne holdning på retur. Flere og flere tegnestuer professionaliserer deres ledelser. En udvikling Danske Arkitektvirksomheder som organisation arbejder for at fremme så godt vi kan og så langt vore ressourcer rækker.

I samarbejde med Akademisk Arkitektforening (AA) har vi udviklet et skræddersyet uddannelsesforløb: ”Ledelse af kreative Videnvirksomheder (LKVV)”. Den første håndfuld deltagere har gennemført forløbet, næste hold starter efter sommerferien.

Målgruppen er partnere og ledende medarbejdere i arkitektvirksomheder, som gerne vil udvikle deres ledelsesarbejde. Fordelen ved LKVV er, at forløbet er specielt tilpasset de ledelsesudfordringer, der følger af at lede en virksomhed fyldt med højtuddannede kreative specialister.

Indholdet favner bredt, fra teoretiske refleksioner over og indkredsninger af ledelsesfunktionens karakteristika, til aldeles anvendelige tips og tricks der kan lette ledelsesarbejdet i det daglige. Desuden giver deltagelse i forløbet mulighed for at udveksle erfaringer med kolleger i andre virksomheder.

Deltagerne får i hjemmeopgaver mulighed for at arbejde med stoffet i forhold til deres egen hverdag. Forløbet afsluttes med udarbejdelse af en forretningsplan som de kan tage med hjem og realisere.

Positive erfaringer
Erfaringerne fra første udgave af LKVV er positive. Deltagerne har fundet det både brugbart og inspirerende at arbejde analytisk og bevidst med ledelsesrollen. Desuden har det vist sig at LKVV-kursisterne har stor glæde af at lære hinanden at kende og få mulighed for udveksling af erfaringer med ligesindede i andre virksomheder.

På den måde er deltagerkredsen blevet en platform for netværksdannelse som rækker ud over gennemførelsen af forløbet.

Kilde: Danske ARK

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125