500 nye boliger til Viborg
Kommunen har netop indledt planlægningen af en bæredygtig bydel syd for Søndersø i den centrale del af byen.
De temaer, der sættes fokus på, er:
• Grøn struktur og stier
• Klima og energi
• Vandhåndtering
• Bebyggelsens tæthed
• Infrastruktur og trafik
- Vi har en unik mulighed for at udvikle en helt ny bydel med en meget attraktiv beliggenhed nær værdifulde områder. Vi vil planlægge bydelen, så kvaliteterne på stedet bliver udnyttet bedst muligt og samtidig på en måde, hvor det nye byggeri bliver placeret uden at ødelægge de kvaliteter, som nu kendetegner området. Det skal gå op i en højere helhed, siger borgmester Søren Pape Poulsen.
Den kommende bydel placeres i et større område syd for Søndersø og vest for Bruunshåb, og planerne vil indeholde en overordnet disponering af områder længere mod syd ved Vedsø.
Der bliver således tale om en langsigtet planlægning, der eventuelt åbner op for etablering af en fremtidig lokalstation på jernbanenettet samt nye butiks- og servicefunktioner.
Den videre proces
Forslaget til strukturplanen kommer i offentlig høring, så alle får mulighed for at deltage i debat om planen. Byrådet forventer, at et forslag til strukturplan bliver sendt ud i efteråret 2010, og at den endelige plan bliver vedtaget i første halvdel af 2011.
Før der kan bygges i området, skal Viborg Kommune – som opfølgning på strukturplanen – udarbejde en detaljeret planlægning i form af lokalplaner. Som led i den proces bliver forslag til lokalplaner sendt i offentlig høring.
Baggrund
Siden 2006 har der været en debat om udvikling af en ny bydel i sydbyen. I Kommuneplan 2009-21 er der udlagt tre områder på i alt ca. 90 hektar, som kan rumme de i alt cirka 500 nye boliger.
Da kommuneplanen blev vedtaget i efteråret 2009, besluttede byrådet, at der skal udarbejdes en samlet strukturplan for hele det nye boligområde Viborg Syd for at sikre en helhed mellem nyt boligbyggeri, grønne områder og Den Grønne Kvadrant.