23948sdkhjf

Højt til loftet i Middelfart

Fredag blev Middelfart Sparekasses nye hovedsæde indviet. Det spektakulære byggeri er tegnet af 3XN og sætter byen på det arkitektoniske landkort.
83 knivskarpe kviste definerer tagets udtryk og bygningens geometri, der trækker referencer til det maritime miljø på havnefronten såvel som de omgivende bindingsværkshuse.

Under tagfladen samles forskellige funktioner omkring et centralt torv, og tanken er således at skabe et hus for hele byen – ikke blot for bankens medarbejdere og kunder:

- Middelfart Sparekasse er en social institution, som føler ansvar for sit lokalområde. Det ville vi afspejle ved at skabe et socialt rum, der både i sit udtryk og i sin indretning favner byen og borgerne, forklarer grundlægger af 3XN, Kim Herforth Nielsen.

Termoaktive betondæk og kalejdoskopisk kunstværk
Et væsentligt element i det nye hovedsæde er en række bæredygtige tiltag.

Bygningen har blandt andet som et af de første danske byggerier implementeret termoaktive betondæk, der udnytter betonens masse til at justere rumtemperaturen. Det bidrager til at sænke energiforbruget med op mod 50 %.

- Middelfart Sparekasses nye hovedsæde er både arkitektonisk, socialt og miljømæssigt et ambitiøst projekt, der viser, at en lille by i provinsen sagtens kan være med på den internationale arkitekturscene, siger Kim Herforth Nielsen.

Prikken over i’et er Olafur Eliassons kalejdoskopiske kunstværk ’Rum til stjerneskud’, der er nedsænket i torvets granitgulv. Værket er inspireret af bygningens geometri og føjer med sine sanselige refleksioner endnu en dimension til arkitekturen.
Læs mere om: 3XN
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125