23948sdkhjf

Tømrerdirektør arbejder med fem bundlinjer

Et målrettet fokus på CSR har skabt værdi både internt og eksternt hos Hustømrerne.

Hustømrerne er et lysende eksempel på, at man godt kan drive en forretning og tage socialt ansvar på samme tid.

To omsætningsrekorder og en vækst på hele 90 procent blev det til mellem 2014 og 2016. Sideløbende har ledelsen arbejdet på at rodfæste CSR i virksomhedens kultur.

Hædret af håndværkerforening

Tirsdag den 3. maj 2017 overrakte Aalborg Håndværkerforening, sammen med Aalborg Kommune, den såkaldte ’Drop-In pris’ til Hustømrerne.

Prisen på 5.000 kroner gives hvert år til en virksomhed, der gør en særlig indsats for at skabe social rummelighed og mangfoldighed på arbejdspladsen.

Det kommer til udtryk gennem en positiv holdning til flygtninge, ekskriminelle, fleksjobbere og lærlinge – og helt overordnet ved at sikre, at alle nytilkomne integreres fagligt og socialt.

- Vi er meget beærede over at vores arbejde med mangfoldighed bemærkes. Det er dog lige så vigtigt for os, at vise overfor andre virksomheder at det slet ikke behøves være så svært at gøre en forskel. Og derfor er det fedt at Drop-in prisen gør opmærksom på dette, siger Morten Sort Mouritsen, der er afdelingschef for Hustømrerne i Aalborg.

Hustømrerne var i 2016 én blandt tre nominerede til CSR People Prize i kategorien for virksomheder med mere end 100 ansatte.

- Vi har arbejdet ekstremt meget med CSR, og det har givet os nogle gevinster internt, men i høj grad eksternt. Omverdenen er i stigende grad begyndt at se på os som en virksomhed, man gerne vil handle med, fordi vi gør tingene ordentligt, siger direktør Klaus Andersen.

Økonomien må ikke stå alene
Konkret har CSR-projektet medført, at Hustømrerne nu opererer med fem bundlinjer. Foruden økonomi skal virksomheden skabe målbare resultater i relation til medarbejdere, samfundsansvar, sundhed og mangfoldighed:

- I en virksomhed kommer økonomien selvfølgelig først. Den må bare ikke stå alene. Derfor har vi indført fem bundlinjer, som vi måler på. Det er alle i virksomheden bekendte med, og det skaber helheden for os, siger Klaus Andersen.

Han understreger, at det har krævet en målrettet indsats gennem tre år at nå dertil, hvor virksomheden er i dag:

- I en virksomhed som vores vil sådan et projekt typisk ikke nå længere end til funktionærerne på kontorgangen. Men spørger du i dag en af vores medarbejdere i marken om vores sundhedspolitik, så ved han både, hvad det drejer sig om, og hvad han selv skal bidrage med. Vi har travlt, men vi har aldrig så travlt, at vi ikke har tid til at hjælpe andre., siger Klaus Andersen.

Kan lyde lidt helligt
Ifølge Klaus Andersen handler CSR i bund og grund om at opnå en fælles forståelse for, hvad virksomheden er sat i verden for, og hvad den gerne vil stå for.

Han erkender, at det kan lyde lidt helligt, men hos Hustømrerne er erfaringen, at CSR-projektet har en positiv afsmitning på forretningen:

- Jeg tror på, at vi kan tjene penge – og måske endda også flere penge – hvis vi samtidig sørger for at gøre en forskel for verden omkring os. Politikerne kan gøre en hel masse for at løse samfundets sociale problemer, men det er virksomhederne, der skal bære det i mål, siger direktøren.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085