23948sdkhjf

Vinduesgigant køber danske vinduers svar på Rolls Royce

Sydjyske Bøjsø Døre & Vinduer kommer nu i stor familie med andre danske mærker som KPK, Outline, Frovin og Outrup.

Vindueskoncernen Inwido har nemlig nu også købt samtlige aktier i dør- og vinduesfabrikken i Vorbasse ved Billund for 40 millioner kroner.

Med Bøjsøs luksuriøse vinduer med udvendige rammer af sibirisk lærketræ, går Inwido ind i et luksussegment af markedet, hvor koncernen endnu ikke har været, fortæller Asger Drewes Jørgensen, som er direktør i den danske del af koncernen.

Han kalder Bøjsø for vinduesbranchens Rolls Royce.

- Vi taler her om et premiumprodukt. Dem har vi i forvejen hos Frovin, men her er det oppe i det helt høje luftlag. Bøjsø har været brugt til at renovere Amalienborg. Så bliver det ikke mere premium, siger han.

Hensigten er, at Bøjsøs produktion af eksklusive og luksuriøse vinduer med 40 ansatte skal blive, hvor produktionen er i dag.

Bøjsø Døre & Vinduer blev grundlagt i 1972 af Bøje Sørensen som et mindre snedkerfirma med speciale inden for vinduer og døre i specialmål.

Bøje Sørensen er en af de sælgende ejere. Sønnen, Lasse Sørensen, der siden 2010 har drevet firmaet som partner og direktør, er en anden ejer. Han skal fremover lede Bøjsø videre sammen med Arne Bendesen, der er produkt- og indkøbsansvarlig. Og ligeledes tidligere medejer.

Lasse Sørensen siger om frasalget af sin ejerandel og sin fremtid som daglig leder:

- Det er vi enormt stolte af og ser det som en stor mulighed for, at vi om mange år ude i fremtiden vil kunne opleve Bøjsø med samme faglige grundværdier, men med endnu større kapacitet til at udvikle sig i såvel volumen som markedsposition. Virksomheden har alle dage været familiens barn, og vi ville aldrig sige ja, hvis Bøjsø ikke skulle have de bedste vilkår og muligheder i fremtiden.

Asger Drewes Jørgensen forventer, at koncernen kan optimere indtjeningen ved at finde nyttige synergier at trække på. Han nævner selv indkøb og marketing.

- Der kan vi bedre hjælpe en virksomhed af denne størrelse. Vi har klare ambitioner om, at Bøjsø skal vækste der, hvor de er i dag, og det skal vi hjælpe dem med, så godt som vi kan.

Bøjsø Døre & Vinduer havde sidste år en omsætning på 49 millioner kroner og et nettooverskud på 3,9 millioner kroner.

Ud over salgsprisen på 40 millioner, kan den daglige ledelse, som er de tidligere ejere, vente at få flere penge for salget, hvis firmaet indfrier nogle mål om resultater. Disse mål og beløb ønsker parterne ikke at oplyse.

Den Malmø-baserede vindueskoncern ejer 20 vinduesmærker, som produceres i 10 forskellige lande.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109