Ingen tegn på bedring i bygge- og anlægsbranchen
Ny analyse fra Dansk Byggeri viser, at de fleste firmaer har mindre at lave end normalt. Danmarks Statistik melder samtidig om negativ udvikling i forventningerne.
Det er blandt konklusionerne i en ny konjunkturanalyse fra Dansk Byggeri, som frygter, at udviklingen vil fortsætte ind i 2011.
Største krise siden 1940’erne
- Virksomhedernes ordrebøger er hurtigt læst og ser ud til at være det i lang tid fremover. Manglen på ordrer er historisk høj, og hverken i 2010 eller 2011 er der udsigt til en positiv udvikling. Dansk Byggeri forventer fortsat aktivitetsnedgang i det igangværende år men også i 2011, og vi har da også konstateret, at branchen er sin største krise siden anden verdenskrig, siger økonomisk konsulent Andreas Fernstrøm.
Udlægningen bakkes op af undersøgelser fra Danmarks Statistik, der har registreret et fald i byggeriets forventninger fra januar til februar. Her er den sammensatte konjunkturindikator, efter en positiv periode, faldet til niveauet fra for 4-5 måneder siden.
Det er især vurderingen af ordrebeholdningen, der trækker ned, mens de aktuelle forventninger til beskæftigelsen er en smule højere end sidste år.
44.500 færre beskæftigede på fire år
Ifølge Dansk Byggeri er antallet af ledige i bygge- og anlægssektoren nu højere end 22.000, hvilket svarer til en ledighedsprocent på knap 20 %.
Andreas Fernstrøm understreger, at netop tallene for beskæftigelsen viser krisens alvor, og han vurderer, i lighed med aktiviteten, at beskæftigelsen vil falde i både 2010 og 2011.
Det samlede antal beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen forventes i 2011 at blive 136.500 mod 181.000 i 2007.