Genopstået altanmand klar med nyt selskab
Efter et generationsskifte i familievirksomheden Altan.dk tog direktør og stifter Peter Knudsen en pause fra byggebranchen.
Det skulle vise sig at holde i fire måneder. Den entreprenante sjællænder har sammen med Bjarke Christiansen stiftet Dansk Tagbolig A/S.
Selskabet vil i de kommende år gå efter at omdanne mange af Københavns uudnyttede tørlofter til taglejligheder.
- Jeg kan ikke bare sidde derhjemme. I starten gik det meget godt, men da det først blev hverdag… Jeg skal tænke nye tanker og bygge nye virksomheder. Det er dét, jeg er god til, siger Peter Knudsen om baggrunden for, at han igen har kastet sig over et iværksætterprojekt.
Fakta: Dansk Tagbolig A/SFirmaet er stiftet 1. marts 2017 af Peter Knudsen og Bjarke Christiansen. Ejerskabet deler de to stiftere foreløbigt ligeligt imellem sig. Peter Knudsen bruger sit holdingselskab Knudsen Holding som hovedaktionær i firmaet. Dansk Tagbolig A/S vil fungere som totalentreprenør på sine byggeprojekter, hvor flere faste samarbejdspartnere vil komme til at fungere som underentreprenører. |
Erfaring og netværk
I december 2016 færdiggjorde Bjarke Christiansen etableringen af fire lejligheder på et gammelt tørloft i København.
Det gav den 32-årige tømrer og entreprenør blod på tanden, og kort efter nytår kontaktede han Peter Knudsen med henblik på et partnerskab.
Det blev startskuddet til Dansk Tagbolig A/S, som de to stiftere ejer 50/50
- Bjarke har ild i røven og masser af idéer. Det er et samarbejde, hvor jeg trives godt. Potentialet i Dansk Tagbolig er enormt, og vi har gjort klogt i at specialisere os udelukkede i den form for opgaver, siger Peter Knudsen.
Bjarke Christiansen kender Knudsen-familien godt og fremhæver Peter Knudsens netværk og erfaring som et stort aktiv for det nye firma.
- Peter er meget dygtig og har fået succes med alt, han har lavet igennem mere end 20 år. Jeg har før brugt ham som sparringspartner på mine egne projekter, siger Bjarke Christiansen.
Syv renoveringer i kikkerten
Potentialet for tagboliger i København er tidligere vurderet til at kunne huse 22.000 beboere fordelt på 329.400 kvadratmeter.
Dermed er der rigeligt med tørlofter at kæmpe om for Peter Knudsen og Bjarke Christiansen, som forventer at nå en omsætning på 20 millioner kroner i 2018.
- Vi er ikke de eneste aktører, men vi kan få en god del af markedet. Jeg vil ikke konkurrere på priser. Det er der rigeligt, der gør i forvejen. I stedet vil vi tilbyde stor seriøsitet og erfaring på området, siger Bjarke Christiansen.
Han har allerede syv loftsrenoveringer i kikkerten, hvoraf den ene blot mangler den endelige byggetilladelse, før arbejdet kan begynde. Dansk Tagbolig forventer på den baggrund at påbegynde sin første større entreprise i sensommeren 2017.
Vil udnytte forbindelsen til gamle selskaber
Københavnske tørlofter var eftertragtede byggegrunde, inden krisen indtraf i slutningen af 00’erne. Efterfølgende dalede efterspørgslen, men nu er markedet igen begyndt at røre på sig.
Ifølge Peter Knudsen kan et frasalg af loftsarealet være attraktivt for ejerforeninger, fordi det giver en solid engangsindtægt. Samtidig er en ekstra etage med til at sænke udgiften til fællesomkostninger for den enkelte lejlighed.
Ved omdannelsen af tørloftet udføres normalt også omfattende energirenovering og eventuelt andre opgaver. I den forbindelse vil Dansk Tagbolig udnytte sin forbindelse til Altan.dk og Alevator.dk.
- På flere af vores entrepriser vil det være relevant at kigge på etablering af både altaner og elevator i ejendommene. Et frasalg af tørloftet kan give den nødvendige kapital. Desuden vil Altan.dk kunne give os mange leads til ejendomme, hvor tagboliger er en mulighed, siger Peter Knudsen.