Beboere kan stå i vejen for store byggeplaner
Århus Kommune vil bruge 400 mio. kroner på at omdanne bydelen Gellerup, men beboermodstand risikerer at kaste grus i maskineriet.
Planen indebærer blandt andet, at tre boligblokke skal rives ned, men modstanden mod netop denne del af projektet er voksende, oplyser Århus Stiftstidende.
Helle Hansen, bestyrelsesformand i afdelingen Gellerupparken med 1.776 lejemål, bekræfter over for avisen, at der er en risiko for, at beboerne siger nej:
- Formelt er det boligforeningens repræsentantskab, der til september skal tage stilling til helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj. Men repræsentantskabet har givet beboerne den garanti, at hvis ikke de på afdelingsmøder godkender planen, så bliver den slet ikke behandlet i repræsentantskabet, siger hun til avisen.
Skulle det blive til et nej, er det dog ikke ensbetydende med, at projektet må forkastes. I så fald må der forhandles ændringer på plads, så planen bliver mere spiselig for beboerne.
Modeller skaber forvirring
Planen indeholder tre mulige modeller, som i alt bringer syv boligblokke i spil til nedrivning. Netop dette aspekt er kritisabelt, mener Helle Hansen:
- Det er tåbeligt, at man ikke politisk har kunnet enes om én model, men sender tre i høring. Det kan skabe mange misforståelser, at syv blokke er i farezonen - og det vil få flere til at sige nej. Hvis der kun havde været et enkelt forslag at tage stilling til, tror jeg, det ville gå igennem, vurderer hun.
I dag er 90 % af boligerne i Gellerup almennyttige. Målet er, at kun 30 % af boligerne er almene i 2030.