Gellerup-projekt et skridt nærmere
Den politiske styregruppe er nået til enighed om tre konkrete forslag til omdannelsen af den udsatte bydel. Dispositionsplanen er nu sendt til godkendelse i byrådet.
Planerne kom mandag et skridt nærmere en virkeliggørelse, da en enig politisk styregruppe sendte planerne for omdannelsen videre til behandling i Århus Byråd.
Dispositionsplanen omfatter tre konkrete forslag, og det er meningen, at forslagene skal sendes til offentlig høring midt i marts:
- Jeg glæder mig til høringsfasen og til at få århusianernes kommentarer til det materiale, vi har udarbejdet, og som vi er meget tilfredse med. Det er vigtigt, at Gellerup bliver en del af Århus, og Århus bliver en del af Gellerup, og derfor er der lagt op til markante fysiske ændringer af området, siger borgmester Nicolai Wammen, som er formand for styregruppen.
Også rådmanden for Teknik & Miljø, Laura Hay, er tilfreds med resultatet af styregruppens arbejde, der varsler gennemgribende ændringer i bydelen:
- Internationale erfaringer viser, at der skal massive fysiske forandringer til, hvis der skal skabes et trygt og attraktivt bolig- og erhvervsområde i udsatte boligområder. Det skal ske gennem varierende boligtyper og erhverv, fx ved at placere arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Derudover skal vi etablere veje og gennemgående trafik som alt sammen skal være med til at nedbringe kriminaliteten i området, siger Laura Hay.
Læs mere:
400 millioner til omdannelse af belastet bydel