Rais etablerer nyt centrallager i Nordjylland
Producenten af brændeovne lukker en stribe lagre i Tyskland og etablerer i stedet et nyt centrallager tæt på sin fabrik i Frederikshavn.
I stedet etableres et nyt centralt lager med fire til seks medarbejdere tæt på fabrikken i Frederikshavn:
- Vi har det sidste års tid gået hele organisationen igennem med en lean-orienteret tættekam, og efter at have gearet produktionsapparatet til en mere effektiv og ressourcebesparende produktion, har vi nu stillet skarpt på logistik, distribution og lagerfaciliteter, der ifølge vores analyser rummer gode muligheder for optimering både i relation til mijø- og ressourceforbrug samt unødvendig kapitalbinding, siger logistikchef Anders Kajgaard og fortsætter:
- På den baggrund lukker vi samtlige lagre i Tyskland og samler logistikfunktionen for hele koncernen omkring et nyt centrallager i Frederikshavn, fortsætter Anders Kajgaard og tilføjer, at virksomheden hidtil har opereret med en dyr, tysk lagerkapacitet i størrelsesordenen 6.000 ovne.
Betydelige sidegevinster
Anders Kajgaard pointerer videre, at der har været en ganske betydelig udveksling af produkter lagrene imellem.
Han forudser derfor, at virksomheden – samtidig med at omkostningerne til lagerkapacitet reduceres væsentligt – fremover vil spare mange dyre og forurenende transporter:
- Vi skal i øget omfang producere til kunderne frem for til lagrene, og det umiddelbare mål er at reducere den samlede lagerkapacitet og distributionsomkostningerne, forklarer Anders Kajgaard.
Sidegevinsterne i forhold til miljø og klima kan således blive betydelige med etablering af centrallageret, som ventes klar til indvielse i juli.