Ny inspiration til genanvendelse af gamle landbrugsbygninger
Via et nyt website forsøger Realdania nu at skabe nyt liv i de knap 30 mio. m² tomme bygninger på landet.
Derfor lancerer Realdania i samarbejde med Dansk Landbrugsrådgivning Landscentret og Dansk Bygningsarv hjemmesiden www.genanvendgaarden.dk , som tilbyder ejerne inspiration, viden og gode råd til at komme i gang med at genanvende gården.
I foråret 2010 udbygges hjemmesiden med en digital værktøjskasse, der tager udgangspunkt i ejernes forskellige situationer, ønsker og behov.
Genanvendelse er den bedste bevaringsstrategi
Landbrugsbygningerne er en vigtig del af kulturlandskabet i Danmark, og selvom det kan virke uoverskueligt at gøre noget ved de tomme bygninger, er der mange eksempler på ejere med lyst til at skabe noget, der har haft succes med at bruge deres bygninger som et aktivt led i en ny forretning:
- For os handler det om at bremse tabet af kulturhistoriske og arkitektoniske værdier på landet sammen med ejerne af gårdene. Derfor skal vi have brugbar viden og gode eksempler på genanvendte gårde frem i lyset, så det bliver tydeligere, hvordan der kan skabes nyt liv på landet og ikke mindst, hvordan bevaringshensyn og ny forretning kan gå hånd i hånd, siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.
Om Genanvend Gården
Projektet er et formidlingsinitiativ fra Realdania, der gennemføres af Dansk Bygningsarv i samarbejde med Dansk Landbrugsrådgivning Landscentret.
Initiativet bygger videre på Realdanias kampagne "Bevaringsværdige gårdejendomme - nye anvendelsesformer" fra 2003-2004, som samlede 234 kreative forslag til at gentænke bevaringsværdige gårde.