Grontmij | Carl Bro skal rådgive ved Nørreport
Danmarks mest travle trafikknudepunkt ved Nørreport Station skal renoveres, og Banedanmark har valgt Grontmij | Carl Bro som rådgiver på den omfattende og komplekse opgave.
Opgaven omfatter al nødvendig rådgivning i forbindelse med renoveringen; herunder forundersøgelser og projektering indtil udbud. Desuden indeholder aftalen option på tilsyn i udførelsesfasen:
- Vi har netop afsluttet renoveringen af Hovedbanegården med stor succes og kan bringe mange af de gode erfaringer videre til opgaven med Nørreport Station. Det er også én af årsagerne til, at vi har vundet opgaven, samtidig med at vi kan tilbyde en dynamisk projektorganisation, der er i stand til at foretage den nødvendige planlægning og risikostyring af det samlede projekt, fortæller divisionsdirektør Arne Buhl Petersen.
Forundersøgelser og projektering er allerede påbegyndt og reparationsarbejderne forventes gennemført i perioden 2011-2014.
Fakta om renoveringen
Membranen, som holder vandet ude fra tunnelrøret, skal udskiftes, da den er nedslidt efter næsten 100 års levetid.
Samtidig skal tunnelens sektionsfuger og indvendige bærende konstruktioner eftergås og istandsættes, så hele konstruktionen igen fremstår velvedligeholdt og funktionsdygtig. Det betyder, at vej- og fortovsbelægninger samt ledninger i området skal graves op, så der kan blive plads til at udlægge den nye membran.
Arbejdet på overfladen vil ske etapevis med størst mulig hensyntagen til de mange trafikanter og borgere, der har ærinde i området. Arbejdet nede i tunnelrøret udføres om natten, så trafikken generes mindst muligt.
Det omfattende arbejde skal koordineres med to andre projekter, som udføres samtidig. Det ene er Trafikstyrelsens moderniseringsprojekt for Nørreport Station, der skal sikre bedre luftkvalitet på fjerntogsperronen samt opfriskning af de passagervendte faciliteter. Det andet er Københavns Kommunes projekt for et nyt byrum omkring stationen. Der er her udskrevet en arkitektkonkurrence, der offentliggøres den 3. november i år.