23948sdkhjf

Satellitproduktion koster på DesignModuls bundlinje

Den sønderjyske modulbygger overvejer at udvide produktionsfaciliteterne, efter en rekordstor ordre var med til at mindske indtjeningen sidste år.

DesignModul genopliver planerne om at udvide produktionsfaciliteterne efter en paradoksal oplevelse i det seneste regnskabsår. En god kunde henvendte sig med en rekordstor ordre, der skulle eksekveres forholdsvis hurtigt. Og selv om ordrebogen i forvejen var fyldt, sagde DesignModul ja til at løse opgaven.

Den sønderjyske modulbygger måtte derfor leje sig til supplerende produktionsfaciliteter. På trods af at lejeomkostningerne tog en bid af overskuddet i regnskabsåret 2016, fortryder DesignModuls grundlægger og direktør, Per Kjær Henriksen, ikke beslutningen.

- Der er mange i branchen, som har sat penge til på lignende satellitproduktion. Vi kom trods alt stadig ud med overskud, og det er godt, for vi vægter de langvarige kunderelationer højt, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Kan sagtens bruge mere plads
Den rekordstore ordre var ikke alene. Efterspørgslen i branchen stiger, fordi både bygherrer, rådgivere og arkitekter har fået øjnene op for modulbyggeri som et værdigt alternativt de mere kendte byggeformer. Og modulernes popularitet har fået DesignModul til at reagere, fortæller Per Kjær Henriksen:

- Nu har vi bygget et lager til de varer, der kommer hjem, så produktionsarealet er blevet udvidet. Det har øget kapaciteten til de kommende år med cirka 20 procent.

Men udvidelsen er ikke nok til, direktøren føler sig sikker på, at produktionsapparatet kan klare en nævneværdig stigning i den nuværende pipeline af opgaver, som strækker sig 7-8 måneder frem i tiden.

- Det skal gå rigtigt godt, hvis vi skal køre alt det igennem, vi har ordrer på nu. Så vi kunne sagtens bruge mere plads. Problemet er, at horisonterne inden for vores type af byggeri er korte, så derfor er det hele tiden en balance, hvorvidt man skal ekspandere for at tilpasse sig ordrerne, siger direktøren, som både har egenkapitalen og pladsen til en projekteret tilbygning parat.

- Men så længe man kan køre de ordrer igennem, der kommer ind, skubber man det lidt foran sig, siger Per Kjær Henriksen.

Og imens de strategiske overvejelser om fremtiden altså rumsterer, gør DesignModul-direktøren status over det indeværende regnskabsår, som efter alt at dømme byder på en forbedret bundlinje.

- Hvis vi kan køre det samme igennem i 2017, som vi gjorde i 2016, uden at skulle leje lokaler, så bør det alt andet lige give en større indtjening. Men vi kender ikke hele året endnu, så derfor er det svært at komme med en præcis forudsigelse.

DesignModul A/S
mio. kr. 2016 2015
Bruttofortjeneste  13,5  13,3
Resultat før finansielle poster  2,4 3,4
Resultat før skat  2,1  3,2
Årets resultat  1,7  2,4
Balancesum  22,1  17,2
Egenkapital  6,8  6,6
Antal ansatte  29  26
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2016.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094