23948sdkhjf

Oprør i isoleringsbrancheforening: Går i protest mod nyt medlem

Bestyrelsesmedlem kan ikke acceptere optagelse af KLH Isolering A/S. Brancheforeningsformand vil forsøge at samle branchen på stormøde
Optagelsen af KLH Isolering A/S som medlem af Brancheforeningen for Aktive Isoleringsfirmaer (BAI, tidligere Brancheforeningen for Alternativ Isolering) har skabt yderligere splid i isoleringsbranchen. Branchen slås lige nu med massiv mistanke om fusk med tilskud og sjusk på markedet for hulmursisolering.

Og nu har en af BAI’s bestyrelsesmedlemmer, direktør Per Verdi fra Breinholm Gruppen ApS i Brylle på Fyn meldt sig ud med dags varsel netop på grund af, at KLH Isolering er blevet medlem af BAI.

- Vi talte i BAI’s bestyrelse for nogle måneder siden om optagelse af KLH Isolering. Jeg sagde klart fra fordi KLH Isolering har haft en del dårlig omtale bl.a. i et TV-program, siger direktør Per Verdi.
- Derfor kom det som en overraskelse for mig, at formanden for BAI, Carsten Kudsk, forleden offentliggjorde, at KLH Isolering er optaget som medlem. Det har jeg ikke fået noget at vide om, selvom BAI's formand, Carsten Kudsk påstår, at jeg har fået en mail om sagen. Det har jeg ikke, og det står klart i vedtægterne, at bestyrelsen skal være enige, når der optages nye medlemmer. Samtidig strider det helt klart mod min opfattelse af, hvad det er for nogle virksomheder brancheforeningen skal repræsentere, siger Per Verdi, som også er medlem af den anden brancheforening, DIG.

Talsmand for DIG, Frederik Glob finder udviklingen i BAI besynderlig, men har ellers ikke umiddelbart kommentarer til sagen. DIG har tidligere politianmeldt KLH Isolering for at have sjusket med arbejdet og fusket med oppustede kvadratmetertal, så firmaet har fået udbetalt højere energitilskud end de er berettiget til. Det er blevet mødt af en retssag mod DIG og en klage til forbrugerombudsmanden fra KLH Isolerings side.

Vil samle branchen
Formanden for BAI, Carsten Kudsk forklarer, at han kan bevise, at der er afsendt en mail til Per Verdi med den besked, at hvis han ikke hørte nærmere fra Per Verdi og et andet bestyrelsesmedlem, så ville KLH Isolering blive optaget i foreningen.
- Jeg har heller ikke set dokumentation på, at KLH Isolering A/S har fusket eller sjusket. Til gengæld er det min holdning, at KLH’s høje faglighed, effektive processer og forståelse for kundernes behov sikrer høj kvalitet til en god pris, og med en ihærdig markedsføringskampagne er de med til at skabe sund konkurrence i branchen, siger Carsten Kudsk.

- Der er alt for meget fnidder-fnadder og interne konflikter og krige i isoleringsbranchen, der tangerer til karteldannelse og rocker-metoder, og dét arbejder BAI og vores medlemmer hårdt for at bekæmpe.
- Vi arbejder i øjeblikket på at få etableret et samarbejde med en uvildig instans, der kan være med til at lave en uddannelse eller certificering for at sikre fagligheden, og her kan KLH Isolering uden tvivl vise sig at være en stærk sparringspartner. Samtidig vil jeg forsøge at invitere hele branchen – også DIG - til et stormøde, så vi fornuftigt og sagligt kan drøfte mulighederne for at samarbejde om at skabe ordnede forhold med fokus på netop uddannelse og certificering, siger Carsten Kudsk.

Højere faglighed
Lotte Quist, der er adm. direktør i KLH Isolering A/S, siger med henvisning til den seneste tids virak i markedet for hulmursisolering:
- Vi vil i et stormfuldt marked give vores kunder de bedste forhold og muligheder, og det er BAI med til at sikre som den eneste seriøse og uvildige brancheorganisation indenfor vores fag.
Som Danmarks største isoleringsvirksomhed føler vi en forpligtelse til at styrke branchen, og med de gennemtestede processer vi benytter, vil vi være med til at sætte en højere faglighed og standard i branchen, siger Lotte Quist.

Små brancheforeninger
De to brancheforeninger, Dansk Isolerings Garanti (DIG) og Brancheforeningen for Aktive Isoleringsfirmaer (BAI) er målt på antal medlemmer meget små i forhold til det samlede antal firmaer i branchen. Der er således 5-8 medlemmer i hver forening og det skal ses i forhold til, at der anslået er mellem 1.000 og 1.500 firmaer, som beskæftiger sig med hulmursisolering herhjemme.


Stikprøvekontrol
Det fyger med beskyldninger på markedet for hulmursisolering om fusk og sjusk i en sådan grad, at ministeren for nogle uger siden valgte at lukke for energitilskuddet til hulmursisolering. Samtidig har Energistyrelsen fået gennemført en stikprøvekontrol af udvalgte firmaers arbejde for at vurder omfanget af de mange beskyldninger om snyd med indberetninger og indblæsning af isoleringsmateriale.
Stikprøvekontrollen omfattede 62 tilfældige hulmurssager. Kontrollen har vist, at der er regnet forkert i 60 procent af de undersøgte projekter
18 isoleringsfirmaer har været kontrolleret og hos 13 af dem fandt man fejl, som betød, at der var udbetalt for meget i tilskud og sparet mindre varme end beregningerne lagde op til.

Se notatet om særkontrol af hulmursisolering her


LÆS OGSÅ: Fusk og sjusk med hulmursisolering
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078