23948sdkhjf

Nordjysk beton til københavnsk milliardbyggeri

Onsdag er der rejsegilde på BIG’s bolig- og erhvervsbyggeri ”8-Tallet”, og for Hobro-virksomheden DS Elcobyg har projektet medført den største leverance i nyere tid.
Med omkring 50.000 m2 etagemeter bolig og 10.000 m2 erhverv bliver det 1,1 mia. kroner dyre ”8-Tallet” det største boligbyggeri i den københavnske Ørestad, når det er færdigbygget sidst i december i år.

Byggeriet, der er tegnet af arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group, blev indledt i februar 2008, og onsdag i denne uge runder man lidt af en milepæl, når projektets parter mødes til rejsegilde ved byggepladsen på Richard Mortensens Vej 61.

Største leverance i nyere tid
Blandt de involverede er Hobro-virksomheden DS Elcobyg, der har stået for projektering, levering og montering af kompleksets mange betonelementer:

- Det er vores største betonelement-leverance i nyere tid. Byggeriet er på i alt 66.000 etagemeter, og Elcobyg har i alt produceret 55.000 m2 betonvægge plus diverse søjler, bjælker og dæk. Vi er meget stolte over, at det er lykkedes at levere så mange elementer over to år uden at overskride tidsplanen, siger administrerende direktør Anders Brinch Sørensen.

DS Elcobygs fabrik i Hobro har en kapacitet på 150.000 m2 vægge og facader pr. år, så der er absolut tale om en opgave, som har fyldt meget af hverdagen, siden aftalen kom i stand for snart to år siden. Da produktionen toppede havde Elcobyg omkring 125 ansatte på lønningslisten mod de nuværende 90:

- Da vi fik opgaven, kunne vi godt se, at den ville komme til at optage en stor del af vores kapacitet. Derfor måtte vi udvide med en ekstra produktionslinje for ikke at blive tvunget til at sige nej til de mindre ordrer, forklarer Anders Brinch Sørensen.

Tretrins-raket
Ordren på 8-Tallet kom i stand via et godt samarbejde med projektudvikleren Høpfner Partners. Det blev indledt, da DS Elcobyg tilbage i 2005 blev leverandør på lejlighedsprojektet VM Husene og fortsatte efterfølgende med opførelsen af det prisbelønnede VM Bjerget:

- Der har været tale om en slags tretrins-raket, hvor leverancerne er blevet større og større. I alle tilfælde har vi været med helt fra starten, hvor projekterne ikke har været andet end idéer og skitser, forklarer Anders Brinch Sørensen.

Store projekter har lange udsigter
Om få måneder er 8-Tallet klar til indflytning, men trods intensivt fodarbejde er det ikke lykkedes for DS Elcobyg at få det næste store projekt kørt i stilling ved støbebordene.

En væsentlig årsag hertil er finanskrisen og bankernes udlånsstop:

- Der findes ingen projekter i den kaliber herhjemme for tiden. Ikke noget, som vi tror på i hvert fald. Der er masser af spændende idéer, og vi har også været med ved bordet flere steder, men projekterne har lange udsigter, fordi der ikke kan skaffes finansiering, siger Anders Brinch Sørensen, som dog understreger, at aktiviteten stadig ligger på et fint niveau.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115