23948sdkhjf

Direktør: Vi må indstille os på en lavere volumen

Michael Helmershøj - direktør hos Moelven Danmark - ser så småt tegn på bedre tider for byggeriet. Han tror dog ikke, at trælast-markedet kommer i nærheden af niveauet fra slutningen af 2007.
I sidste uge offentliggjorde den norske Moelven-koncern et kvartalsunderskud på 90 mio. norske kroner.

Koncernchef Hans Rindal valgte imidlertid at anlægge den positive vinkel på situationen, og det samme er tilfældet for Michael Helmershøj, der er administrerende direktør for Moelvens 25 ansatte i Danmark.

Helmershøj erkender, at nedgangen i byggeriet har skåret kraftigt i omsætningen, men omvendt ser han også positive tegn:

- Vi sidder også og spejder efter solskinnet, og der er efterhånden ved at være flere lysglimt derude. Vi kan konstatere fremgang på projektmarkedet og i erhvervsbyggeriet. Til gengæld ser det lidt sværere ud med boliger og på sommerhusområdet, siger han.

'Tre vildt vigtige mål'
De positive toner skyldes blandt andet, at Moelven Danmark har fået koncernledelsens accept til at søsætte en række tiltag, der skal styrke Moelvens position i Danmark. Der er således både sat ekstra skub på produktudviklingen og diverse markedsføringstiltag:

- Vi har en stærk koncern i ryggen og vælger at se krisen som en mulighed. Når man udfordres så kraftigt, som det er tilfældet i øjeblikket, så stimuleres de kreative tanker. Derfor kan krisen på nogle måder også være sund, lyder det fra Michael Helmershøj.

Hos Moelven Danmark er det derfor nytænkning og innovation, der er i højsædet i disse tider. Ledelsen har introduceret konceptet ”Tre vildt vigtige mål”, hvor hver medarbejder skal finde frem til sine tre vigtigste arbejdsopgaver.

Det gælder også for Michael Helmershøj, og han har således valgt at sætte fokus på det gode arbejdsmiljø, at skabe tættere kontakt til leverandører og kunder samt at gå forrest og vise vejen frem:

- Ingen aner, hvordan de kommende måneder ser ud, og det stiller større krav til lederne. For at udløse de kreative energier, er det vigtigt, at de bløde værdier er på plads, og at den enkelte medarbejder kan se sammenhængen mellem sine egne opgaver og virksomhedens mål, lyder rådet fra Moelven-direktøren.

Forbedrede konjunkturer på vej
I lighed med moderkoncernen slæber Moelven Danmark lige nu rundt på et underskud for første gang i mange år. Selskabet er dog ikke påvirket af prisudsving i samme grad som trædivisionerne, der med Michael Helmershøjs ord ”bløder lige nu”.

Derfor er underskuddet ikke så stort, ligesom overskuddet heller ikke var det, da Moelven for et par år siden kørte med store millionoverskud.

Direktøren ser så småt antydningen til forbedrede konjunkturer i trælasten ovenpå de senere års rutsjetur med gevaldige prisstigninger efterfulgt af tilsvarende fald. Hvor prisniveauet vil lande, tør han ikke spå om, men et opsving i stil med det, der toppede omkring årsskiftet 2007/08, skal vi nok ikke regne med:

- Markedet er faldet, og vi må indstille os på lavere priser og volumen i forhold til 2007. Da byggeriet toppede dengang, var markedet jo overophedet, og vi skal ikke forvente, at niveauet når det leje igen, vurderer Michael Helmershøj.

Læs mere:
Moelven skidt fra start i 2009
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094