Det er ikke længere nok at bo ved vandet
Tegnestuen Vandkunsten har bygget 120 boliger i den københavnske Teglværkshavn. En del af byggeriet er funderet på pæle ude i vandet.
I disse år skyder talrige havnebaserede boligbyggerier op rundt omkring i landet, men Vandkunstens projekt adskiller sig fra andre ved, at det ikke bare har vandet som nabo - det ligger faktisk PÅ vandet! Beboerne er således meget tæt på vandoverfladen, og arkitekternes ambition har da også været, at man skal føle det, som om man boede i en husbåd.
- Det var visionært tænkt i programfasen. Vi så en kæmpe udfordring i opgaven, og vi har prøvet at skabe noget, der gør sig i sin egen robusthed, siger arkitekt Jan Albrechtsen til Berlingske.
Han forklarer, at byggeriet er funderet på en kunstig ø i form af en betonklods under husene, og at man her har anbragt parkeringspladser og pulterrum. I randen af byggeriet løber desuden en offentlig ’vandsti’, der indgår i Københavns Havns samlede stisystem, og som med tiden skal forbindes med den planlagte bro fra Teglholmen til Sluseholmen.
Vandkunstens byggeri i Teglværkshavnen er blandt andet blevet nomineret til Europas fineste arkitekturpris; Mies van der Rohe 2009.
Kilde: Berlingske Tidende