23948sdkhjf

En Lemvigh-Müller-opgave ud over det sædvanlige

Unikke armaturer til Dokk1 blev skabt i takt med byggeriet.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Men under Dokk1 på havnen i Aarhus finder man et af Europas største og mest avancerede fuldautomatiske parkeringsanlæg med plads til næsten 1.000 biler.

Dokk1 er tegnet af Schmidt Hammer Lassen, og det er Lemvigh-Müller, der har leveret størstedelen af belysningen.

Ifølge belysningstekniker Preben Clemmensen var det en opgave ud over det sædvanlige – blandt andet fordi hovedparten af belysningen er specialfremstillet. Det gælder både linjelys, punktlys og lyset til parkeringsområdet, som er en hel historie i sig selv.

Da Lemvigh-Müller fik opgaven, var de runde armaturer til parkeringsområdet ikke færdigudviklede. Bygherren og dennes rådgivere vidste, hvad de ville have, men de vidste ikke med sikkerhed, om det kunne lade sig gøre:

- Armaturerne fandtes kun som skitser, da vi skrev kontrakten under. Så mens der blev bygget, arbejdede vi sammen med Riegens (producenten, red.) om at få udviklet og produceret armaturerne. Det gav nogle lidt stramme leveringsterminer, men vi fik det løst, fortæller Preben Clemmensen.

Sikkerhed og ridser i lakken
I den indledende projekteringsfase blev der bygget 1:1 mock-ups af dele af byggeriet. Det gjaldt blandt andet parkeringsbåsen, hvor det var vigtigt at teste lyssætningen nøje af.

Bilerne bliver nemlig fotograferet i forbindelse med parkeringen for at dokumentere eventuelle skrammer i lakken og undgå efterfølgende stridigheder. Det er noget, der kræver et højt lysniveau. Herudover er der også en række sikkerhedskrav, som belysningen i parkeringsområdet skal overholde:

- Det er et område med blandet trafik – der er både bløde trafikanter, biler, og letbanen kører også igennem. Det betyder, at kravene til lysniveauet er høje – der skal forholdsvis meget lys til at gøre det sikkert, fortæller Preben Clemmensen.

Han fremhæver i den forbindelse det velfungerende samarbejde, hvor gennem hele projektet Lemvigh-Müller fungerede som et bindeled mellem entreprenøren Bravida på den ene side og belysningsproducenterne – Philips, Riegens, Delta Light, Lival – på den anden side:

- Bygherren og rådgiveren har stillet meget høje krav til belysningen, både med hensyn til æstetisk udtryk og funktion, og de har også været meget specifikke omkring deres krav og ønsker. Vores opgave har været at ’oversætte’ de krav og ønsker til konkrete produkter løsninger og videreformidle det til producenterne, siger Preben Clemmensen.

Dokk1, der slog dørene op i juni 2015, rummer byens nye hovedbibliotek, borgerservice samt en café, diverse sale til forskellige kulturelle aktiviteter, udendørs legeplads, letbanestation mv.

Det indgår som en del af det kommunale byggeprojekt Urban Mediaspace, der er Aarhus Kommunes hidtil største bygge- og anlægsbudget med et samlet budget på ca. 2,1 mia. kr.

Bygningens bruttoetageareal er 28.000 kvadratmeter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094