23948sdkhjf

DGNB-guld til nyt byområde

Midt i den hektiske byggeaktivitet i Deltakvarteret i byen Vinge kan de nye og kommende borgere i området glæde sig over, at kvarteret – som det første byområde i Danmark – har modtaget DGNB-guld.

Deltakvarteret er først nu ved at skyde op af jorden på en mark lidt sydøst for Frederikssund, og derfor er borgmester John Schmidt Andersen (V) meget tilfreds med, at det er lykkedes at opnå en certificering:

- Bæredygtighed er et hovedfokus i skabelsen af Vinge, og med certifikatet i hånden kan vi nu underbygge disse intentioner med konkrete vurderinger af en lang række forhold. Vel at mærke vurderinger foretaget af eksterne eksperter, siger John Schmidt Andersen i en pressemeddelelse.

Ifølge Søren Smidt-Jensen, der er chef for By og Landskab i Frederikssund Kommune, er DGNB-certificeringen et kæmpe stort skulderklap til alle, der har været involveret i tilblivelsen af byen Vinge:

- Vi kan konstatere, at Deltakvarterets kvaliteter inden for blandt andet energi, regnvandshåndtering og hensyntagen til områdets natur og dyreliv er blevet vægtet meget højt i bæredygtighedsvurderingen. Det er vi rigtig glade for, for det er netop nogle af de væsentlig fokusområder i projektet, siger Søren Smidt-Jensen.

Certificeringen af Deltakvarteret baserer sig på vurdering af 45 målbare kriterier for bæredygtighed inden for fem forskellige områder. For hvert område vurderes opfyldelsen til mellem 0 og 100%, og Deltakvarterets samlede opfyldelse er på 73,2%, hvilket udløser en guldmedalje. Vurderingerne er foretaget af arkitekt og projektchef i Cowi, Thomas Leerberg.

- Deltakvarteret er et pionérområde inden for bæredygtig byudvikling i Danmark. Byområdet skaber attraktive rammer for godt liv bl.a. ved at vende udfordringen med regnvandshåndtering til en fordel og skabe et stort rekreativt deltaområde midt i byen med let adgang til resten af Vinges rekreative tilbud. Der skabes desuden en stærk social infrastruktur med blandede funktioner og boligformer, kulturelle tilbud og naboskaber ligesom nærheden til S-tog stationen har stor vigtighed for områdets tiltrækning og fremtidige byliv, siger Thomas Leerberg.

Han forventer, at Deltakvarterets certificering vil bane vejen for, at andre byområder i landet kan få vurderet bæredygtigheden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104