Byggeriets it-messe er klar til at inspirere
Det går kun én vej nu med digitalisering i byggebranchen – og det er fremad.
Dansk Byggeris IT-messe 2017 den 7. og 8. februar har fundet 27 virksomheder til at demonstrere løsninger, der kan hjælpe branchen med at effektivisere.
- Det, håndværkerne især er på udkig efter i år, er redskaber til tidsregistrering og kvalitetssikring. Det kan for eksempel være muligheden for at tage billeder før og efter et stykke arbejde, og tilknytte det en opgave, så man altid har styr på dokumentationen, siger Martin Profit Jakobsen fra Basit, der er medarrangør.
Han pointerer, at alle svende og lærlinge i dag har en smartphone, og for dem vil det være relativt nemt at tage et billede eller skrive en kommentar, mens de er ude på en opgave.
- Om få år vil man undre sig over hvordan man kunne klare sig uden de digitale redskaber, selvom mange stadig bruger papir og lommeregner. Der er ved at udvikle sig en hel kultur omkring digitalisering i branchen, siger Martin Profit Jakobsen.
Andet og mere end effektivisering
Dansk Byggeris IT-messe afholdes hos Teknologisk Institut over to dage – tirsdag i Taastrup og onsdag i Aarhus.
Ifølge Martin Profit Jakobsen har der været rift om pladserne, og arrangøren har set sig nødsaget til at afvise 16 ansøgere.
Blandt de firmaer, der får lov til at vise sig frem, er Ordrestyring, der blandt andet hjælper håndværkere med timesagsstyring. Ifølge stifter og direktør Carsten Schou Rasmussen ligger flere gevinster bag digitalisering end blot effektivisering.
- Jeg tror, vi overser, hvilken betydning digitalisering har for at øge troværdigheden til branchen. For med digitalisering kommer øget dokumentation og større kundeindblik i håndværkernes arbejde. Selv om prisen på en faktura er korrekt, bliver man jo mistænkelig, hvis der kun står “Varer: 15.000 kr.” frem for en oversigt, som vi får på en bon i supermarkedet, siger Carsten Schou Rasmussen.
Det er Martin Profit Jakobsen enig i:
- Digitalisering er helt sikkert med til at øge tilliden til branchen. Allerede i tilbudsfasen skaber det tryghed, hvis håndværkerne kan give en pris på alle materialer hver for sig. Og dokumentationen af arbejdet bliver mere nøjagtig, når alle de små ting er med. Det er med til at øge troværdigheden, og på et tidspunkt bliver det også et krav fra forbrugere, siger han.
Læs mere om messen hos Dansk Byggeri