23948sdkhjf

DM i Skills åbnet

De næste tre dage skal et væld af unge lærlinge dyste om at blive Danmarks bedste.

Det er Aalborg, der lægger halgulv til årets største håndværkerdyst. Til og med lørdag skal mere end 300 deltagere dyste i 40 konkurrencefag og 16 demonstrationsfag.

Torsdag formiddag var der officiel indmarch og åbning. Statsminister Lars Løkke Rasmussen havde fået æren af at åbne det hele, og han var fuld af lovord om de mange unge håndværkere.

- I skal dyste på flid, på evner og på tid. En masse forskellige fag, 300 deltagere – det største DM i Skills målt på deltagere, det er fantastisk. I er her alle, fordi I har fortjent det, fordi I har et særligt talent. Det skal I være stolte af. Det betyder ikke at I er kommet sovende til det. Der skal også lægges arbejde i, og I har vist, at i har den flid og det engagement, der skal til, sagde Lars Løkke Rasmussen, der også pointerede, at meningen med DM i Skills ikke blot var at hædre de bedste.

- DM i Skills giver jer med sikkerhed alt muligt med i bagegen til det videre liv. Men det er ikke kun jer, der får noget ud af det. Det gør alle vi, der kigger på, og alle de unge der lægger vejen forbi. De vil se, at engagement og gåpåmod er vejen til at skabe mening i tilværelsen, sagde Lars Løkke Rasmussen, inden han officielt erklærede DM i Skills 2017 for åbent.

Før statsministeren havde også Jesper Juul Jørgensen, formand for SkillsDenmark, Ulla Astman, formand for Region Nordjylland, og Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg budt velkommen.

- Når I er her i dag, repræsenterer i ikke bare jer selv, men også jeres håndværk, og de virksomheder hvor I er i praktik. I skal vide, at I er et kæmpe aktiv, sagde formand for Region Nordjylland, Ulla Astman, som pointerede, at der er et stort behov for, at virksomhederne og industrien sikrer, at der bliver skabt flere praktikpladser.

- Jeg mener at det er forudsætningen for vækst og udviklingen i hele Danmark. Lige fra at sikre arbejdskraft til den lille virksomhed i Thy eller Himmerland til at sikre arbejdskraft til de store virksomheder i Aalborg eller Frederikshavn, fremhævede Ulla Astman.

Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen havde også for tre år siden æren af at byde velkommen til DM i Skills, og det havde sat sig tydelige spor.

- Dengang mødte jeg en slagter, som sagde til mig; ”Thomas, du ved godt, at alle kødstykker under 400 gram, det er at betragte som pålæg, ikke?”. Og den lære har jeg taget med mig, fortalte Thomas Kastrup-Larsen, der samtidig havde stor ros til de mange deltagere.

- I er alle sammen med til at skabe meget værdi – både nu, når i deltager her, men også når I er færdige. Erhvervsuddannelserne er noget af det, der er rygraden i vores samfund og er med til at sikre rigtig mange muligheder, sagde han.

Vinderne af DM i Skills kåres lørdag.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11