23948sdkhjf

Ingeniør skal erobre nye kunder til jyske Caverion-centre

Caverion har ansat Claus Biel som distriktschef for Jylland Nord, der tæller teknikentreprenørens servicecentre i Aarhus, Viborg, Randers og Herning.

Claus Biel er uddannet el-installatør og tidligere har været afdelingsleder, projektleder og projektchef hos Lindpro samt entrepriseleder hos Bravida. Han har senest arbejdet som el-ingeniør hos Spangenberg & Madsen og kommer til Caverion med ambitionen om at erobre flere industrikunder.

- Distriktet er måske ikke så industritungt som andre områder i landet. Men industrien er der, og vi skal tilbyde dem alle de løsninger, vi har. Når kunderne bruger Caverion er det en fordel, at vi har flere fag i samme hus. Det skal vi udnytte, siger Claus Biel i en pressemeddelelse.

Samme services over hele landet
Caverions servicedivision fik i august ny direktør, da Claus Metzsch Jensen efter en årrække i TDC kom til Caverion-koncernen, der er børsnoteret i Finland og som forretningsmæssigt omdrejningspunkt har livscyklusløsninger til bygninger og industri.

I Danmark har den store teknikoperatør flere end 1000 ansatte, der arbejder fra 11 servicecentre over hele landet og omsætter for omkring en milliard kroner.

I efteråret præsenterede den nye servicedirektør en ny strategi for området. Et af Claus Metzsch Jensens indsatsområder er, at Caverion skal kunne yde de samme services over hele landet.

- Vi skal være ét Caverion, og kunderne skal opleve bredden og dybden i kompetencerne og løsningerne uanset hvor de bor i landet. Netop dét vil jeg meget gerne være med til at brede ud sammen med mine medarbejdere i distriktet, siger Claus Biel.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094