Flere konkurser blandt installatørerne
Tal fra Danmarks Statistik viser, at 47 elvirksomheder og 73 vvs-virksomheder drejede nøglen om i 2016.
Dermed gik 15 flere el-virksomheder og 35 flere vvs-virksomheder konkurs i 2016 end i 2015.
Det er paradoksalt, fordi virksomhederne samtidig kan se tilbage på et år, hvor ordrebeholdningerne er vokset, ikke mindst i vvs-branchen.
Ifølge økonomisk konsulent Rasmus Larsen fra Tekniq er forklaringen Skats svigtende inddrivelsessystem i kombination med en sagspukkel hos Erhvervsstyrelsen.
- Tager man tallene for pålydende, så ser det slemt ud for dansk erhvervsliv lige nu. Konkurssituationen er ikke er så slem, som tallene umiddelbart tyder på. Virkeligheden er, at det går bedre. Tekniqs seneste Installatøranalyse, baseret på virksomhedernes regnskaber, viste da også, at færre virksomheder i installationsbranchen nu kører med underskud, siger Rasmus Larsen.
En tredjedel af konkurserne i installationsbranchen fandt sted i virksomheder uden ansatte eller i virksomheder med en omsætning under en million kroner. Men der er selvfølgelig også reelle konkurser gemt i tallene.
- Det kan ikke være anderledes i en branche med hård konkurrence. Virkeligheden er også, at væksten er skævt fordelt. Der er højere tempo i og omkring de store byer, end der er i udkanten, siger Rasmus Larsen.
Han peger desuden på, at der de seneste år er åbnet et større antal nye virksomheder.
- Iværksætteri er positivt, men der er en hel del nye virksomheder, som ikke klarer den.