23948sdkhjf

Konkursramt kvistfabrik kører igen

Ny ejerkreds med en tidligere salgsdirektør i spidsen har genansat de fleste af medarbejderne.

I midten af november blev Attic Group i Årslev på Fyn erklæret konkurs ved Skifteretten i Svendborg.

Det skete på egen begæring, og allerede på daværende tidspunkt var der forlydender om, at nye investorer stod klar i kulissen.

Det er derfor hurtigt lykkedes at finde investorer til at drive kvistfabrikken videre. To tidligere medarbejdere, Anders Udsen og John Hansen, har sammen med et par investorer stiftet selskabet Dormus A/S og genansat flere medarbejdere, der blev hjemsendt i forbindelse med konkursen.

Anders Udsen er ny administrerende direktør og vender dermed tilbage til den virksomhed, som han forlod på grund af uoverensstemmelser med den nu forhenværende ledelse. Han beskriver de sidste halvandet år virksomheden som meget turbulente.

- Virksomheden er blevet trimmet uden hensyn til kunderne. Det vil vi ikke associeres med, og derfor har vi set os nødsagede til at skifte navn. Nu skal vi tilbage til dét, som Attic i sin tid var kendt for; kvalitet og leveringssikkerhed, siger Anders Udsen til Building Supply.

Dormus var allerede i støbeskeen

At overtagelsen er sket så hurtigt hænger sammen med, at Anders Udsen og John Hansen siden marts måned har arbejdet på at starte en kvistproduktion under navnet Dormus. De var således allerede langt i processen, da konkursen i Attic Group indtraf.

- Vi var egentlig så småt ved at være klar til at starte op efter sommerferien og gik og kiggede på lokaler nede i det sydfynske. Men da vi kunne se, hvor det bar hen, besluttede vi, at vi hellere ville forsøge at købe aktiverne i Attic Group, forklarer Anders Udsen.

- Vi starter fra scratch i den henseende, at det er et nyt navn, en ny ledelse og en ny investorkreds. Produktet er det samme og vil stå for den kvalitet, som Attic Group har været kendt for, siger han.

Vækst er ikke et mål i sig selv

Den nye ledelse har i startfasen været nødt til at skære ind til benet rent produktionsmæssigt og er startet ud med ni mand. Anders Udsen lægger dog ikke skjul på, at ambitionen er at skabe flere arbejdspladser:

- Vækst er ikke et mål i sig selv, men organisationen skulle gerne omtrent fordobles inden for en meget overskuelig periode, siger han.

En af planerne for fremtiden er en udvidelse af produktsortimentet, som for nuværende udelukkende består af kviste. Således vil Dormus i nær fremtid begynde at producere karnapper, og Anders Udsen oplyser endvidere, at et tidligere udviklingsprojekt med ovenlysvinduer vil blive genoptaget.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083