23948sdkhjf

​Hvis din bygning var en dieselbil...

DEBAT: Nyopførte bygninger har svært ved at leve op til de fastlagte energikrav. Men et projekt fra Odense viser, at det godt kan lade sig gøre.

Det er vel kun rimeligt, at bilproducenter stilles til ansvar, når de har fiflet med bilens performance og groft udnyttet, at vi i reglen stoler på leverandørens egne data og løfter.

Uden at anklage nogle for fifleri i byggeriet oplever vi desværre ofte det samme i vores egen branche: Spritnye bygninger, der ikke lever op til den lovede, teoretiske performance.

Forskere fra Aalborg Universitet konstaterer for eksempel, at energiforbruget i nybyggeriet typisk ligger 15 - 20 pct. over det beregnede, ligesom brugerne må gispe efter luft i alt for mange nye eller energirenoverede bygninger.

Miseren trækker ofte spor tilbage til ineffektive, dårligt indkørte HVAC-systemer, hvor komponenterne modarbejder hinanden som genstridige solister, fordi de ikke blev testet og afprøvet i sammenhæng.

Derfor er det glædeligt, at performancetest med Byggestyrelsen som frontløber nu så småt vinder gehør. Det bør åbne døren for en ny standard, hvor bygningens tekniske installationer i tide testes på kryds og tværs, så bygningen i langt højere grad performer fra første dag. Det kan i øvrigt godt lade sig gøre uden at sprænge budget og deadline. Det viser et byggeprojekt fra Syddansk Universitet i Odense med Byggestyrelsen som bygherre.

Performancetest kræver kompetent fagtilsyn - i tide

Effektiv brug af performancetest som i Odense kræver dog, at bygherren og rådgiveren allerede fra start i udbuds- og kontraktmaterialet stiller konkrete krav til professionelle fagtilsyn af alle tekniske installationer:

Hvordan og hvornår skal ventilationssystemets ydeevne f.eks. måles, valideres og eventuelt tilrettes, mens det stadig kan lade sig gøre uden at forsinke og fordyre byggeprocessen?

Min erfaring er desværre, at de nødvendige fagtilsyn, hvis de overhovedet udføres, sker alt for lemfældigt og for sent af rådgivere, der ikke nødvendigvis er HVAC-specialister. Dermed mister fagtilsynet sin reelle værdi og gør det svært for bygherren at placere et juridisk og økonomisk ansvar for at bygningen ikke fungerer.

Abekastning

Performancetest med professionelle fagtilsyn er derfor en fantastisk ide, men forudsætter altså en drejebog, som sikrer, at konstruktions- og installationsarbejdet følges ad frem for at clashe med overdragelsen som en finale i abekastning.

I slutspillet tjener det i øvrigt sjældent noget formål at sætte sin lid til et visuelt fagtilsyn af bygningens HVAC-anlæg. Alle komponenter og føringer er jo for længst gemt godt af vejen i vægge og lofter, så udredningen og et passende svar alt for tit kræver radikale indgreb og udskiftning af enheder, når bygningen er taget i brug.

Bygherren - og byggeriets øvrige parter - kan derfor alle drage fordel af rettidige, fagtilsyn og realistiske test af de tekniske anlæg, når de indgår kontrakter med hinanden. Det er også bydende nødvendigt, hvis de gode hensigter med en afsluttende performancetest for alvor skal løfte kvaliteten i byggeprocessen til gavn for alle parter. 

Niels Boel er direktør for forretningsudvikling i EcoBuilding hos Schneider Electric.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078