23948sdkhjf

Her går dørene i ét med gulvet

Flere aktuelle byggeprojekter peger i retning af en ny tendens blandt arkitekterne, mener producent.

Indvendige døre er ofte anvendt til at skabe integrerede flader, hvor dør og væg så at sige smelter sammen.

Nu er tendensen begyndt at brede sig til gulvet, så dør, gulv og væg går i ét.

Det oplever salgschef Bo Elkjær Vejen fra dørproducenten Vahle, som på flere projekter har arbejdet tæt sammen med arkitekter om at skabe helt unikke rumoplevelser.

Det gælder blandt andet Dokk1 i Aarhus, Bestsellers nye kontorbyggeri samme sted og Copenhagen Plant Science Center på Frederiksberg.

Senest har Vahle leveret en tilsvarende løsning til en privat bolig.

- Kunden havde valgt at få flotte Douglas gulve til huset og henvendte sig til os for at høre, om vi kunne lave en løsning, fortæller Bo Elkjær Vejen.

Ønsket om at føre gulvet op ad væg og døre fordrede et tæt samarbejde. Alle overflader skulle have den samme opskæring af træet og overfladebehandles ens.

Men det var ikke den eneste udfordring ved projektet.  Huset har et gennemgående tema af bruneret messing. Derfor var det meget vigtigt for kunden, at disse detaljer også blev en del af dørene. Hængsler, låsekasse og slutblik er derfor med overflade i bruneret messing.

- Vores døre har altid kun 2 mm luft mellem dørblad og karm. Det stiller utrolig store krav til præcision. Dertil kom ønsket om at dørene skulle åbne indad, væk fra opholdsrum og ind i tilstødende værelser. Det er en meget kompliceret måde at lave en dør på. Der er ikke ret mange i Europa, der kan lave det på den måde, siger Bo Elkjær Vejen.

Den særlige løsning med karmen betød også, at Vahle skulle lave en særlig løsning med slutblik henover hele karmen for at undgå at slide træet på karmen, når døren åbnes op og i. Løsningen blev en plade i bruneret messing, som beskytter træet.

- Det har været en utrolig spændende kreativ proces lige fra udvælgelsen af træet til dørene til detaljer med låsekasse, slutblik og hængsler. Det er en fornøjelse at skabe noget så unikt, hvor alle små detaljer tænkes sammen, så du får et arkitektonisk element, der hænger sammen med hele huset, siger Bo Elkjær Vejen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125