23948sdkhjf

To tegnestuer omdanner kaserneområde

Fredag eftermiddag blev vinderen af en projektkonkurrence om en ny helhedsplan for Svanemøllens Kaserne i København udpeget.

Blandt 15 indsendte forslag kårede dommerkomitéen planen fra Primus Arkitekter A/S og Sted By- og landskabsarkitekter ApS som vindere.

I dommernes bedømmelse fremhæver de forslaget, der bliver beskrevet som en hemmelig ø i byen, for sit "konsekvente og landskabelige bud på en landskabelig bearbejdning, der udvikler området over tid med en klar grøn identitet, der både kan håndtere regnvand, øget bynatur og en styrket biodiversitet".

Med prisen følger en præmiesum på 300.000 kroner.

Nyt domicil

Planen er, at Forsvarets Efterretningstjeneste engang i nær fremtid skal huse kaserneområdet i et stort nybyggeri på omkring 25.000 kvm. Målet for projektkonkurrencen har været at få et bud på, hvordan et ældre, historisk kaserneareal, som er beliggende i storbyen, kan udvikles og i nærmeste fremtid rumme et stort, nyt byggeri, så det tilfredsstiller brugerne af kasernen og passer til omgivelserne.

Hele området skal skabe rammerne for et styrket Forsvarets Efterretningstjeneste og for et indbydende campusmiljø for Forsvarsakademiet og officersskolerne, som det står beskrevet i en pressemeddelelse.

Konkurrencen blev udbudt af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i samarbejde med Kuben Management og Arkitektforeningen.

Dommerkomitéen bestod af direktøren for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse Hans Jørgen Høyer, chefen for Forsvarsakademiet Nils Christian Wang og chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen, samt fagdommerne arkitekt MAA Jan Albrechtsen, landskabsarkitekt MAA Tanja Jordan og arkitekt MAA Søren Øllgaard, samt en gruppe rådgivere for dommerkomiteen.

Næste fase i udviklingen af Svanemøllens Kaserne bliver at få udarbejdet en lokalplan for hele kaserneområdet, hvor Københavns Kommune i første omgang skal beskrive rammebetingelserne for områdets fremtidige byggerier og anlæg.

Svanemøllens Kaserne
Planen er, at Forsvarets Efterretningstjeneste vil bygge nyt domicil på Svanemøllens Kaserne i København Ø. Forsvarsakademiet og Sprogofficersskolen er der allerede, og fornyelig blev det annonceret, at Flyvevåbnets Officersskole også skal have til huse på adressen.
Kilde: Forsvarsministeriet
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093