23948sdkhjf

DS Flexhal vinder største projekt til dato

31.000 kvadratmeter lager og 25.000 kvadratmeter pakketerminal skal opføres i Køge. Søsterselskaber producerer stål og beton.

I næste uge begynder DS Flexhal at opføre to store bygninger på Skandinavisk Transport Center i Køge for PostNord.

Der er tale om et lagerhotel til tredjepartslogistik(TPL) på 31.000 kvadratmeter samt en pakke- og godsterminal på 25.000 kvadratmeter.

Bygningerne koster et trecifret millionbeløb, og samlet set er det DS Flexhals største ordre nogensinde.

Lang og lærerig proces

Salgsdirektør hos DS Flexhal, Kai Rørbæk, glæder sig over ordren, som er kommet i hus efter et langt og atypisk forhandlingsforløb.

PostNord ville kun leje bygningerne, og DS Flexhal har derfor selv fundet en investor, der vil stå som bygherre og udlejer. Det er den norsk funderede investeringsbank, Pareto Securities. 

Alle tre parter har l været involveret i forhandlingerne om såvel byggeri som lejekontrakt. Forløbet begyndte 7. juli, hvor tilbuddet blev givet og sluttede 9. november, hvor den sidste underskrift blev sat.

- Vi plejer at forhandle en aftale på plads i løbet af 14 dage, men denne gang har været helt anderledes. Stemningen har været god, og samarbejdet åbent og tillidsfuldt, men det har været en lang og lærerig proces for os, fortæller Kai Rørbæk.

Stærke på volumenbyggerier

DS Flexhal har totalentreprisen på de to bygninger, mens stål og beton skal produceres af søsterselskaberne DS Stålkonstruktion og DS Elcobyg. Det giver en god synergieffekt:

- Samarbejdet gør os stærke, når det handler om volumenbyggerier. Vi har udviklet nogle standardmetoder til at håndtere de udfordringer, der er i store byggerier, og det gør os konkurrencedygtige, siger Kai Rørbæk.

DS-koncernen skal levere i alt 1.000 tons stål, 12.000 kvadratmeter vægge og facader i beton samt 8.000 kvadratmeter betondæk. Bygningerne er tegnet af AK83 og skal være klar til overtagelse sidst i 2017.

Transportcenter tiltrækker investeringer

PostNord satser massivt på tredjepartslogistik (TPL), og byggeriet skaber en af Danmarks største TPL-enheder målt på palle- og pakkekapacitet.  Sammen med den nye pakke- og godsterminal bliver det en markant styrkelse for dansk e-handel og for e-handlere i Norden.

Aftalen med PostNord kommer kort tid efter, at medicinalvirksomheden Nomeco har igangsat byggeriet af et nyt højteknologisk lagerbyggeri til en halv milliard kroner i Skandinavisk Transport Center. Ifølge centrets direktør Thomas Kampmann er det ikke en tilfældighed:

- Vi har kapaciteten, ingen volumenbegrænsning, og så tilbyder vi virksomhederne en byggehøjde på 30 meter samt en bebyggelsesprocent på 50, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099