23948sdkhjf

Vejle-entreprenør vinder igen på Sjælland

STB Byg skal bygge plejehjem i Valby.

I konkurrence med fire andre entreprenørvirksomheder har STB Byg vundet opgaven som totalentreprenør på Huset William i Valby.

Projektet til cirka 81 millioner kroner omfatter en nedrivning af det eksisterende plejehjem fra 1972 og efterfølgende nybyggeri af 56 tidssvarende plejeboliger.

Det er Kant Arkitekter, der har udviklet projektforslaget, som nu overgives til STB Byg, der sammen med et team bestående af Kullegaard, Lassen Landskab og Danakon står for det videre forløb.

- Det er en fornøjelse at skulle arbejde videre med så gennemtænkt et projekt. Det er et dejligt livsbekræftende byggeri, hvor der er tænkt over, at det skal være et hjem og ikke en institution for beboerne. Vi vil så gøre vores til, at byggeriet ikke bare ser godt ud på papiret, men også i virkeligheden fremstår som et velfungerende kvalitetsbyggeri, siger administrerende direktør Jens Winther fra STB Byg.

Når Huset William slår dørene op i 2019 bliver det i en fireetagers bygning, hvor de 56 boliger fordeler sig med 11 boliger og fællesrum i stueplan og 15 boliger på hver af de øvrige etager. Alle boliger får adgang til enten altan eller egen have.

Arkitekterne har disponeret pladsen, så gangarealerne bliver relativt korte, hvilket skaber overskuelighed for beboerne og bedre arbejdsforhold for personalet. De kvadratmeter, der er sparet på gangene, er i stedet blevet brugt til større fællesarealer for beboerne. Både på gangene og i boligerne er der gjort meget for at skabe så optimale lysforhold som muligt.

Rundt om Huset William bliver der etableret en afskærmet bypark, hvor beboerne kan færdes i et mindre stisystem. Der vil også være kroge og mødesteder, hvor beboerne kan være sociale eller finde en fredfyldt plet. Inde i bygningen etableres en gårdhave og en taghave, der er sikret for specielt demente og sårbare beboere.

”Taghaver er en spændende detalje, som vinder mere og mere frem, da sådanne tage kan optage en stor del af regnvandet og derved aflaste kloaksystemet for store mængder vand. Vi har allerede en solid erfaring i at opbygge de særlige dæk fra flere byggerier, hvor der har været krav om grønne tage, siger Jens Winther.

Bygherren er det almene boligselskab FSB, der også efterfølgende står for driften af bygningerne i det nye plejecenter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109