23948sdkhjf

Disse fem virksomheder får støtte til at udbrede varmepumperne

Energistyrelsen har over de næste tre år afsat 25 mio. kr. til en ny ordning, der giver fem virksomheder økonomisk støtte til indkøb af varmepumper, som de efterfølgende installerer og driver hos boligejere.

Navnene på de fem virksomheder er netop offentliggjort:

Best Green
Greentech Advisor
OK
SustainSolutions
Verdo Go Green

Ordningen betyder, at virksomhederne påtager sig ejerskabet og ansvaret for installationen og driften af varmepumpen, mens bygningsejeren typisk betaler et engangsbeløb for tilslutning og derefter for sit varmeforbrug – i princippet som en form for abonnementsløsning. De forskellige virksomheder kan i vidt omfang selv udvikle deres varmepumpeabonnementer, så de bliver så konkurrencedygtige som muligt.

Kendskabet skal øges

Hos Best Green, der en af de fem udvalgte virksomheder, har man allerede været i gang et stykke tid. I landsbyen Hylke i det østjyske har man udfaset mere end 30 procent af olieforbruget med varmepumper både i de enkelte husstande og på Hylke Skole – ligesom man er gået i gang med at installere varmepumper på en række skoler i Horsens Kommune. Derudover har man et nærvarmeprojekt på Lolland-Falster i støbeskeen.

Ikke desto mindre anses støtten fra Energistyrelsen som værende en kærkommen mulighed.

- Vi får flere ressourcer til at udbrede det her. Vi er godt i gang i Østjylland, hvor vi kommer fra, men vi skal ud flere steder i Danmark. Vores største barriere lige nu er nok kendskabet til produktet. Men med støtten og den opmærksomhed, der følger, forventer vi, at flere og flere i landdistrikterne får kendskab til varmepumperne, siger chefkonsulent Nicolai Kopp hos Best Green.

Hos Best Green oplever man nemlig, at det ikke så meget er teknologien, men kendskabet til varmepumpen, der er den store barriere.

-  Folk ved ikke rigtigt, hvad det er, men når vi tager en stor offentlig bygning og installerer en varmepumpe, så rammer vi rigtig mange. Når de så kan se, at børnene på skolen ikke fryser om tæerene, så kommer de faktisk af sig selv, fortæller han.

Best Green forventer at kunne indkøbe 350 varmepumper over de kommende to-tre år. Øverst på projekt-dagsordenen står varmepumpe-projektet på Lolland-Falster, som nu har fået en gedigen saltvandsindsprøjtning.

Varmepumper på abonnement

Best Green vil udbyde varmepumper på abonnement dels under eget navn, dels i samarbejde med lokale energiselskaber. Best Green har pt. indgået aftale med REFA på Lolland og Falster og forventer at lancere deres abonnement i løbet af november 2016. 

Greentech Advisor A/S vil udbyde deres løsning under navnet Fyrfyret.dk i samarbejde med Energi Fyn. Fyrfyret.dk lancerer varmepumper på abonnement primo 2017. 

OK vil udbyde varmepumper på abonnement under eget navn og forventer at lancere varmepumper på abonnement primo 2017. 

SustainSolutions vil tilbyde varmepumper på abonnement I samarbejde med en række lokale energiselskaber og kommuner. Har pt. indgået aftale med Norfors (tidligere Nordforbrænding), Forsyning Helsingør, Aalborg Forsyning og Høje Taastrup kommune. SustainSolutions forventer at lancere deres varmepumper på abonnement primo 2017. 

Verdo Go Green vil udbyde varmepumper på abonnement under eget navn og forventer at lancere varmepumper på abonnement primo 2017. 

Faktaboks

  • Støtten til virksomhederne vil blive reduceret gradvist i takt med, at de enkelte leverandører får opbygget deres portefølje af varmepumper.
  • Samlet set kan hver virksomhed modtage op til fem mio. kr. i støtte til indkøb af 350 varmepumper.
  • Der findes forskellige typer af varmepumper. Fælles for dem er, at de er miljøvenlige og energieffektive og dermed også giver boligejeren en besparelse på varmeregningen.
  • Energistyrelsen anslår, at mellem 60.000 og 70.000 boligejere i dag har varmepumper.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093