23948sdkhjf

Omfattende sabotage mod byggeplads

Hærværk ødelægger materialer for 150.000 kroner på en blokade-ramt byggeplads i Lystrup. Byggechefen beskylder 3F for at stå bag.
Ifølge Jyllandsposten stormede omkring 40 mand tidligt tirsdag morgen en byggeplads i Lystrup, hvor de væltede en række stilladser og i alt ødelagde for omkring 150.000 kroner.

Byggepladsen har siden den 24. november været genstand for gentagne demonstrationer fra fagforeningerne i Bygge-Anlæg-Træ Kartellet (BAT). De mener, at Cocktail Ejendomme - der står bag byggeriet på pladsen - har underbetalte tyske håndværkere ansat.

Byggechef Jens Hald anklager fagforeningen 3F for at stå bag aktionen:

- Vi er helt sikre på, at det er 3F, der står bag. Hvem skulle ellers have interesse i det? Jeg kalder det ikke for hærværk. Det er regulær sabotage. Byggeriet bliver massivt forsinket, siger han til Jyllandsposten og stiller sig uforstående over for beskyldningerne om at underbetale sine ansatte:

- Der er ikke noget at komme efter, da vi ligger langt over overenskomsten på alle punkter. Det har vi dokumenteret. Nogle af tyskerne har været ansat hos os i fire år, hvorfor skulle de være det, hvis vi ikke gav dem en ordentlig løn?

Ifølge Jens Hald har det flere gange været nødvendigt at tilkalde politiet for at få adgang til byggepladsen, der om morgen er blokeret af vagter.

Den 21. november blev en byggeplads i Fredericia udsat for en lignende aktion. Her blev der ødelagt udstyr for 600.000 kroner. Ifølge Jens Hald bar to af hærværksmændene i Fredericia 3F-jakker. Den ene blev i øvrigt genkendt i forbindelse med episoden i Lystrup, hvor der også er taget billeder af hans nummerplade.

Kilde: Jyllandsposten

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094