23948sdkhjf

Minister sender letbane i udbud på trods af tvivl om økonomi

Transportministeren har sendt Hovedstadens Letbane i udbud, efter en ekstern rapport viste underbudgettering på 360 mio. kroner
Tirsdag eftermiddag besluttede transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt og forligskredsen at sende Hovedstadens Letbane i udbud.

Det sker efter, at en ekstern undersøgelse, foretaget af revisionsfirmaet Ernst & Young, viste, at projektets reserver ikke er på 30 procent som forventet, men på 18 procent. Underfinansieringen skyldes, at de forventede udgifter til bygherreorganisationen har været underbudgetteret med 360 mio. kroner.

Ifølge ministeren skal det kommende udbud vise, om projektet kan overholde den fastsatte økonomiske ramme på cirka 4,4 mia. kroner.

Velfunderet økonomi

"Det er bestemt ikke opløftende nyheder, at projektet allerede nu har opbrugt budgettet til bygherreorganisation. En underbudgettering på 360 millioner kroner er jo et betydeligt beløb. Resultatet af udbuddet vil vise, hvad projektet egentlig koster, og om det er muligt at gennemføre det inden for de økonomiske rammer, som der er aftalt. Hvis det ikke er tilfældet, må vi tage beslutning om projektets fremtid på den baggrund", udtaler Hans Christian Schmidt i en pressemeddelelse fra ministeriet. Ministeren henviser til, at det er et statsligt krav med en reserve på 30 procent.

Karin Søjberg Holst (S) er borgmester i Gladsaxe Kommune og næstformand i Hovedstadens Letbane, der repræsenterer de 11 ejerskabskommuner, som sammen med staten og Region Hovedstaden finansierer og bygger letbanen.

Hun tolker undersøgelsen fra Ernst & Young som et udtryk for, at økonomien bag projektet er velfunderet og realistisk, men at der bør sættes ekstra penge af til bygherreudgifter.

Opgave til 4,5 mia. kroner

"Jeg er glad for, at vi sammen med ministeren kan sende letbanen i udbud. Vi er ikke nødvendigvis helt enige i ministerens udlægning af rapporten. Men hvem, der har ret, får vi først opklaret, når resultatet af udbuddet foreligger en gang i sensommeren 2017, og vi kender den endelige pris på projektet. Herefter kan vi forhåbentlig stikke spaden i jorden og komme i gang med byggeriet", siger Karin Søjberg Holst (S) i en pressemeddelelse fra Gladsaxe Kommune.

Hovedstadens Letbane kommer til at køre fra Lyngby i nord til Ishøj i syd og forventes færdig i 2023-24.

Den forventes at få 13 mio. passagerer, hvilket er mere end Kystbanen, og generere cirka 20.000 nye arbejdspladser og omkring 40.000 nye indbyggere frem til 2032. Byggeriet er opdelt på fire anlægskontrakter, hvortil der blev udvalgt prækvalificerede entreprenører i juni.

Hovedstadens Letbane
Hovedstadens Letbane kommer til at køre fra Lyngby i nord til Ishøj i syd gennem 11 kommuner. Det vurderes, at det koster 4,4 mia. kroner at anlægge letbanen. Derudover kommer cirka 1,3 mia. kroner til togsæt og etablering af kontrol- og vedligeholdelsescenter.

Anlægsudgifterne er fordelt således, at staten betaler 40 procent, Region Hovedstaden betaler 26 procent, og de 11 kommuner til sammen 34 procent. I juni blev de prækvalificerede entreprenører udvalgt.
Kilde: Den officielle hjemmeside dinletbane.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109