Nytænkning i byggeriet - direkte på nettet
Når en branche er i krise, så er innovation og kompetenceudvikling vejen frem. Sådan mener man hos Videncenter for Industrielt Byggeri, der nu indbyder hele branchen til live-debat på Internettet.
- Vi skal tænke nyt og blive dygtigere, hvis vi skal vende udviklingen, lyder det fra videncenterets projektkordinator Charlotte Heigaard Jensen.
Derfor har hun nu arrangeret en live-transmission på internettet, hvor personligheder fra byggebranchen skal debattere byggeriets udvikling foran rullende kameraer.
Konceptet kaldes ”BygDebat”, og ambitionen er at sprede viden og lyst til nytænkning og innovation:
- Gennem live-transmissionerne på nettet kommer vi i kontakt med hele branchen på én gang. Og så sender vi et stærkt signal om, at moderne teknologi er et vigtigt element i fremtidens byggebranche, siger Charlotte Heigaard Jensen og fortæller, at det også bliver muligt at stille spørgsmål til debattørerne via en chatfunktion.
Direkte fra Utzon Center
Når Internet-transmissionen fra BygDebat åbner på www.industrieltbyggeri.dk den 3. december i tidsrummet 11-14, sender omgivelserne i høj grad et signal om forandring og fornyelse.
Debatten foregår nemlig i Aalborgs nyåbnede Utzon Center, der både arkitektonisk og byggeteknisk er et studie i moderne byggeri. De fysiske rammer om debatten giver samtidig hele branchen en mulighed for at sende en venlig tanke til den netop afdøde Jørn Utzon.
Med fokus på tre forskellige emner når debatten vidt omkring. Hvert emne involverer relevante debattører med forskellige baggrunde og varer ca. 30 min.
Live-debattens emner:
• Industrielt opførte passivhuse
• Markedsudvikling inden for industrialiseret byggeri
• Hvordan bliver byggeriet klogere?
Som vært og ordstyrer har VIB allieret sig med den erfarne byggekonsulent Mette Slott, der lover at holde de oplagte debattører i kort snor.
Kilde: Videncenter for Industrielt Byggeri