23948sdkhjf

Genopførelse af ikonisk badehotel kan have lange udsigter

Myndigheder afventer dialog med fond bag Svinkløv Badehotel om mulig genopførelse af Danmarks største træhus.
Der kan gå måneder eller måske år, før der foreligger en ny tilladelse til en eventuel genopførelse af Svinkløv Badehotel ved Fjerritslev.

Det historiske badehotel nedbrændte natten til mandag, og den erhvervsdrivende fond bag hotellet skal nu beslutte, hvad der skal ske.

Skulle det ende med et ønske om at genopføre hotellet, er der to myndigheder, som skal tages i ed: Kommunen og staten.

Det er kommunen, der er byggesagsmyndighed, og det er staten, som ejer grunden, hvor hotellet lå. Det er et areal, der er omfattet af den såkaldte klitfredningslinje.

Hos Jammerbugt Kommune oplyser afdelingsleder Keld Agerbo, at sagsbehandlingstiden vil variere, afhængigt af karakteren af det hotel, man vil bygge.

- Er det en kopi af det gamle hotel på den eksisterende sokkel, vi taler om, kan det nok tage nogle måneder.

- Er det derimod et mere moderne hotel, der nok ligner det gamle set udvendigt fra, men som er moderniseret indvendigt, ja så kan det kræve en ny lokalplan, siger Keld Agerbo.

Fra de sidste streger er sat i et eventuelt nyt projekt, vil der gå minimum et halvt år med høring og politisk vedtagelse, før en ny lokalplan kan være godkendt.

Ifølge Keld Agerbo skal der ikke mange justeringer til i forhold til det gamle hotel, før det ikke længere kan siges at være en kopi.

- Flytter man eksempelvis køkkenet fra kælderen til en tilbygning, laver man handicapadgang, eller ændrer man loftshøjden, så er man pludselig ude i noget, der ikke bare er en genopførelse, men noget andet, siger Keld Agerbo.

Hos Naturstyrelsen i Thisted, der har udlejet grunden til ejerne af badehotellet, er man også klar til en dialog med ejerne om en eventuel genopførelse.

- Det er jo ikke kun et spørgsmål om at tage stilling til en genopførelse. Man skal også tage stilling til, om det skal være magen til eller ej. Der melder sig tusinde spørgsmål.

- Vi afventer at få en henvendelse fra vores lejer, og så tager vi den derfra, siger skovrider Ditte Svendsen, Naturstyrelsen i Thisted.

Hun understreger, at man har været glad for at leje arealet ud til badehotellet.

- Det er utroligt beklageligt, at den her perle er væk. Der har været en fantastisk sammenhæng mellem kulturhistorien og naturen på det sted, og det har gjort det så unikt, siger hun.

Formanden for bestyrelsen for Svinkløv Badehotel, Steen Royberg, har meddelt, at bestyrelsen snarest vil mødes for at drøfte sagen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11